PSYKISK SELVFORSVAR/ÅNDELIG STYRKE

Psykisk selvforsvar kontra åndelige styrke: Energiforvaltningen af din sensitivitet – dit forsvar/ansvar


Varighed: 2 timer og 30 minutter op til 3 timer inklusiv pause.
Pris: fra kr. 6.000,- inklusiv moms


Intensivt foredrag med praktiske øvelser.

Foredraget handler om, hvordan du som sensitiv kan håndtere din sensitivitet og respondere på forskellige situationer, hvordan din sensitivitet bliver (over)aktiveret af andre, hvad enten de gør det uforsætligt, eller fordi de spiller dig ud mod dig selv. Jeg tager udgangspunkt i to forskellige måder at anskue den sociale situation på, hvor den sensitives energi ryger ud af balance eller bliver manipuleret af andre: Er svaret så psykisk selvforsvar eller åndelig styrke eller begge dele?

Sensitivitet har intet at gøre med, om du er indadvendt eller udadvendt, men om du er følsom overfor energier: Fysiske energier (som støj, lys, dufte) og energier i dit miljø: Andre menneskers tale, kropssprog, væremåde, sansning af stemninger i rum og i grupper, af tusindvis af detaljer, som bombarderer dit sanseapparat. Men du kan også være følsom overfor psykiske energier: andre menneskers sjælelige udstråling (aura) og deres mentale styring/vilje. Er du åndelig sensitiv er du også følsom overfor de rent åndelige energier: sansning af afdøde personer og guider (ånder) og ikke mindst universets uendeligt mange energier og verdener. Al denne sensitivitet kan være svær at forvalte især i SOCIALE SAMMENHÆNGE, hvor situationerne ikke står under den sensitives kontrol, som derfor nemt kan blive væltet ud af balance: føle sig invaderet af andres energier, føle sig misforstået eller manipuleret eller slet og ret overset/ikke-set - ofte med udmattelse og en let depressiv følelse som resultat.

En præcisering: Temaet er psykiske energier og psykisk forsvar i gængse sociale situationer. Temaet er ikke håndtering af overlagt vold – hverken fysisk eller psykisk vold, men visse betragtninger vil også kunne overføres til temaet vold, men de er slet ikke fyldestgørende. Så husk: Det handler om din sensitivitet i almindelige sociale situationer.

Foredraget starter med, at jeg fortæller om, hvad sensitivitet er, og hvad den har med spiritualitet og vores sociale situationer at gøre. Får din sensitivitet dig til at svinge meget i energi og humør og selvværd?

Derefter fortæller jeg om, hvad psykisk selvforsvar er og hvilken livsindstilling, der ligger bag forsvars-tanken. Om hvad det gør ved dig såvel positivt som negativt at udøve psykisk selvforsvar, som nogle gange kan sætte gang i en uønsket og intens sensitivitets-spiral af energier. Heroverfor stiller jeg begrebet åndelig styrke, og forklarer hvad der menes med det, og hvilken livsindstilling den rummer, og hvordan den er markant anderledes end psykisk selvforsvar. Kontrol versus Accept.

Jeg vil fortælle om, hvilke sociale situationer, der kan provokere et energitab og et behov for at genetablere din åndelige styrke. Det er situationer, hvor du oplever på en dyb måde:

- At blive afvist

- At blive ydmyget

- At blive forladt

- At blive forrådt

- At blive uretfærdigt behandlet

Disse situationer kan påvirke dig meget, hvis du har et tilsvarende sår enten fra barndommen, fra et ægteskab, et venskab, et arbejdsforhold, et forhold til at barn eller fra en anden betydningsfuld relation. Såret, dets energitab og den første reaktion, du har haft for at komme dig over såret, kan dukke op som et konstant sårende mønster: Hvis du ikke har forstået og healet og frigjort dig fra dit sår, vil det dukke op igen og igen især i sociale situationer, hvor såret overmander dig på ny men nu med din egne sensitivitets kraft. Du får her mulighed for at se, om du har blindt punkt (et gammelt fortrængt/uhealet sår), som spænder ben for dig, og som måske gør, at du slet ikke udøver psykisk selvforsvar, men går psykisk til angreb enten på andre eller dig selv for at flygte fra sårets kraft! Det er slet ikke sikkert, at du selv sidder fast i et gammelt sår, men ved fokus på sårene vil du bedre kunne forstå andre menneskers sår og deres deraf sårende adfærd, hvilket kan gøre dig åndeligt stærkere – også til at hjælpe dem med at heale deres sår.

Et energitab som sensitive ofte er ude for, som virkelig kan dræne livsenergien ud af selv den sejeste person, er et tab, der er selvpåført gennem den ellers så positive handlemåde: HJÆLPEREN! Den sensitive skal virkelig kigge sit hjælper-gen efter i sømmene, om der ikke gemmer sig en skjult dagsorden: pleaseren, redderen, selvudsletteren, den-der-ved-bedst-og-vil-styre-eller-kunne-lides-af-alle. Den sensitive HJÆLPER skal se efter, om der under masken af at hjælpe ikke ligger et energimæssigt overgreb på andre godt gemt under alle de gode hensigter.

Mental energiforvaltning: Dernæst vil jeg tale om vigtigheden i at ikke tage det personlige i situationen personligt (forsvar/angreb) og om vigtigheden i at gøre det ikke-personlige (det åndelige/Universet) personligt og bringe det ind i situationen, så du kan stå i den – stærk men fleksibel: Vi kigger på begreberne SINDSRO og SKELNEEVNE.

Herefter er der en kort pause, og så kommer vi til en række små øvelser i praktisk energiforvaltning, I udfører sammen med mig, som har med psykisk selvforsvar og åndelige styrke at gøre:

- Auraen: Hvordan bærer du din sensitivitet? Småt, stort?

- Auraen: Lader du folk vade ukritisk ind i din energi?

- Når du bliver ked af det, så fold dig ud!

- Åndelig styrke: At læne dig ind i din sjæl.

- Mere åndelig styrke: At læne dig ind i hele Universet!

- Når du er udmattet (efter energitab) – fyld dig op via meditation!

- At manøvrere i det sociale felt via begrebet ENERGI-STATUS, så du hverken bliver kanøflet eller kanøfler andre: at lade sin energi-status positivt/negativt.

- At gøre sig selv usynlig helt synligt!

- Når du vil ses, fold dig ud i en radius af flere kilometer og strål indad!

- At vide hvornår man skal kæmpe, og hvornår man skal flygte!

Til sidst kan I stille spørgsmål, og vi kan udveksle erfaringer om sensitivitet og energiforvaltning.

Varighed cirka 3 timer.

Book Thomas

KLARSYN/EVENT/FOREDRAG: PSYKISK SELVFORSVAR/ÅNDELIG STYRKE