Medieskab: Et hej fra himlen – kan omvælte din verden!
Om Medier & Ånder & Spiritualisme
Af Thomas Sonne Nielsen, cand.mag. og åndeligt medie.
Overlever vi virkelig døden? Er det ikke bare en gammel skrøne, at vi lever videre? Måske i himlen med englevinger, en evig charterrejse i Paradis (et hotel man ikke kan blive stemt hjem fra?) - med smoothies af forbuden frugt? Eller måske en ristende tur i Helvedes evige flammer for alle de fejltrin og synder, som man slet ikke kan holde ud at tænke på, at ens CV er en ophobning af? Eller er der bare helt tomt, helt sort efter hjertemaskinens sidste bleep? Bevidsthedsophør. Stop.
”Jeg dør. En tunnel, for enden af tunnelen lys, og i lyset mennesker. Jeg er her. Jeg tænker, og jeg føler. Mine kære familiemedlemmer og venner er der. Vi er her. Kom lad os fortælle de levende det!”
Sådanne beretninger har jeg som åndeligt medie haft privilegiet af at blive fortalt og fortælle videre til levende mennesker fra de såkaldte døde, ånderne, som jo bare en betegnelse, vi har givet til mennesker, som har forladt den fysiske verden via dødens port.
At være et åndeligt medie vil sige, at man både sanser denne vores fysiske verden og den åndelige verden. En evne man er født med – en særlig sensitivitet – selvom den kan ligge i dvale i mange år, hvor man kun sanser den fysiske verden. Evnen er naturlig, dvs. den er givet og fungerer, ligesom alle ens andre fysiske sanser fungerer UDEN indvielse, godkendelse eller kontrol fra hverken religion, politik, filosofi, moral og etik. At være medie er naturgivent. Hvordan mediet vælger at arbejde og bruge sit medieskab afspejler så hvilken religion, politik, filosofi, etik og moral, som mediet er præget af og/eller ønsker at tilhøre, men disse ting er alle kulturgivne. Ligesom der er naturgivent, at vi levende kan tale sammen i ord og lyd og kropsbevægelser, men ideerne og meningerne, vi udtrykker og skaber, er afhængige og prægede af vores kultur.
Spiritualisme
Jeg har selv været en tur i gennem ideernes kulturelle karrusel: Opvokset i dansk almen-lige-gyldig protestantisme (I kirke til jul fordi det er hyggeligt eller til højtiderne fordi nogen er blevet født, er døde eller skal giftes – og ellers ikke rigtig vide, hvad biblen eller hele kirkens ideologgrundlag egentlig er for noget), til ateist (eksistentialist), til en flirt med katolicisme og buddhisme til agnostiker (en som tror, at der er en Gud, men at vi ikke kan vide eller bevise Gud) til Spiritualist. Det sidste betyder: en som VED, at der er liv efter døden, fordi ånderne kan kommunikere med os og give os beviser for, hvem de er.
Jeg bruger betegnelsen Spiritualisme i stedet for det gængse ord spiritisme. Spiritualisme er i dag en religion i England, som udspringer af 1800tallets spiritisme, men som har udviklet sig til at være en filosofi, en videnskab og religion ud over den konkrete kommunikation med ånderne. Spiritualismen opstod som moderne bevægelse i 1848, da en afdød tidligere ejer af et hus kunne kommunikerer med husets efterfølgende ejere på intelligent vis og fortælle, at han lå myrdet og begravet i kælderen. Senere blev hans lig fundet netop begravet i kælderen, og dette bevis på bevidsthedens overlevelse af fysisk død blev startskuddet på intelligent kommunikation med åndeverden i moderne tid. Men kontakt til ånder og kommunikation med afdøde er kendt og blevet dyrket på forskellig vis i mange kulturer og samfund igennem hele menneskehedens historie, hvilket beviser, at kontakt til afdøde er naturgivent og ikke afhængig af de enkelte religioners menneskeskabte regler og forbud.
Spiritualister tror på, at Gud er det højeste og største og mest kærlige, men det har dog intet med kristendom at gøre. Der er ingen hellige skrifter i Spiritualisme, ej heller hellige profeter eller dogmer eller synder, ej heller noget paradis eller helvede. Der er kun liv: liv før døden og liv efter døden. Og dette kæmpe kontinuum af liv er et mysterium, som vi lever i og udlever hele tiden, og som vi kalder Gud. Gud er livets totalitet, som er naturgivent. Naturgivent ligesom vi ikke helt ved, hvorfor vi kan trække vejret (ingen har lært os det) men vi har gjort det altid, ligesådan ved vi ikke helt, hvorfor vi lever videre efter døden, men vi gør det. Som forfatteren til Sherlock Holmes-figuren, Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930), har sagt ”er det en meget enkel og simpel religion” eller overbevisning (uden komplicerede fortællinger og systemer) men dog en dyb og naturlig og levende religion! De færreste ved, at Conan Doyle blev spiritualist og skrev et omfattende skrift om Spiritualismens historie. Da han blev overbevist spiritualist sagde han, at han ville begå mord: Han skrev den allersidste Sherlock Holmes historie og helligede resten af sit liv og resten af sin formue til drage rundt og udbrede kendskabet til Spiritualismen.
Fra Oplysningstid til Opløsningstid
De store gamle verdensreligioner med deres bud på, hvordan vi skal leve, og hvad der sker efter døden, er i støt tilbagegang siden Oplysningstidens fokus på videnskab og logik fra slutningen af 1700tallet. Religionerne er ved at splintres af indre uenigheder, siden vi mennesker er blevet teknisk overlegne og fritænkende. I det kapitalistiske og logiske Vesten er vi endda blevet så fritænkende, at vi har forkastet mange religiøse forstiller om fx jomfrufødsler og den yderste dag (Dommedag) og kødets opstandelse, og har et politisk system, som står OVER religionen. Og denne fritænkende forkastelse har ganske vist og heldigvis løftet et åg af undertrykkende religionernes systematiske styring af vores liv væk fra os, så vi er frie, men samtidig er vi også blevet frataget en forklaringsmodel på meningen med livet, og hvad der sker efter døden. Den viden er blevet opløst og ikke erstattet af ny oplysning. Folk er blevet ufrivilligt ateister eller agnostikere, fordi nu er den traditionen, som vi giver videre til hinanden og til de yngre generationer, blevet til Carpe diem – grib dagen – skab dit liv – skab din egen mening – der findes intet sikkert - lev nu! Og det er også mægtig fint, at pakke den gave ud, som livet er, og bruge den uden tanke på et efterliv! Men hov, vi dør jo stadigvæk! De store religioners opløsning har ikke taget døden fra os, for døden er ikke kultur (den er ikke en idé) men natur: Vi er født til at skulle dø. Og det er her den store kamp om meningen med livet og kærligheden kommer ind: hvorfor bygge alt dette op og dele stor kærlighed, når vi alligevel skal ødelægges og dø fra hinanden med stor smerte og savn til følge? Det her ateisterne kommer til kort. Deres filosofi om at leve er i sig selv positiv nok, men filosofien om, at alt er slut med døden, er så uendeligt trist, tom.
Dit døde barn lever i den åndelige verden
Fortæl en mor, som har mistet sit 3årige barn til leukæmi, at dette barn nu er væk og borte og tilintetgjort for altid. Det ubærligt. En fantomsmerte over en kærlighed, man aldrig nogen sinde kan føle bliver gengældt igen. Det er direkte grusomt. Fortæl selvsamme mor, at hendes barns ånd, fortæller dig som medie, at han er her og stadig elsker hende. At kærligheden mellem dem stadig flyder og stadig er gengældt. Dét kan et åndeligt medie. Jeg har nemlig selv været det medie, som gav præcis denne besked til moderen fra hendes døde barns ånd. Her vil alle skeptikerne så indvende, at det kan enhver komme at postulere: at ånden lever videre og elsker den efterladte. Ja, det kan enhver sagtens sige, men kun et medie, som aldrig har mødt moderen før og ikke har nogen som helst baggrundsinformation om moren og hendes liv, kan fortælle hende: Din dreng, 3årig, død af leukæmi, kæmpede bravt, han er rødhåret. Han fortæller, at moren havde svært ved at blive gravid, da han skulle undfanges, og at hun blev sønderknus, da han dødede, fordi hun ikke troede, hun kunne få flere børn. Men drengen fortæller så, at han har fået 2 små søstre, for moren blev gravid igen (og igen!). Han fortalte også hvad moren lagde ned i kisten til ham og mange andre helt konkrete og intime ting, som kun moren vidste. Det barn, som hun havde sørget over i flere år og endda gået i terapi for at bearbejde tabet, taler nu til hende gennem et åndeligt medie. Sikke et hej fra himlen! – en healing, hvor den hule følelse af tab og tomhed lindres af kærlighed og kommunikation. Denne mors liv blev omvæltet på en time, for nu ved hun, at hendes afdøde søn hører hende, når hun taler til ham, og at han fra den åndelige verden følger med i familiens liv. Hendes søn har vist sin egen sjælelige overlevelse af den fysiske død og bevist kærlighedens stærke gensidige bånd.
Åndeligt medieskab: Beviser for liv efter døden
Dette at ånderne gennem mediet giver faktuelle og følelsesmæssige beviser for deres egen overlevelse af døden som sjæl og bevidsthed er det, vi betegner som åndeligt medieskab og udgør Kernen i Spiritualisme. Det er den eneste religion, jeg kender til, som ikke bare postulerer, at der er et liv efter døden, men faktisk søger at bevise, at de døde er levende, fordi de kommunikerer med os på en intelligent måde. Derfor er jeg Spiritualist, fordi min opfattelse er Gud er netop dette: At livet og kærligheden er evige, altid i forandring ja, men evige kræfter. Som en af de andre store spiritualister og tidligere succesfuld forretningsmand, Arthur Findlay (1883-1964), har skrevet: ”Døden er kun en drejning i livets vej, som fører til det uendelige.” Arthur Findlay efterlod sit hjem Stansted Hall, Essex, England til The Spiritualists' National Union, som har indrettet et college, der bærer hans navn - The Arthur Findlay College - og hvortil mennesker fra hele verden stadig valfarter for at træne medieskabets teknikker og for at studere dets filosofi og religion.
Hvad er så den åndelige verden?
Hvad den åndelige verden egentlig er, ved vi endnu ikke, og vi kommer måske aldrig til at kunne opfatte dens helhed med vores jordiske bevidsthed, som er så knyttet til kroppen og nervesystemet, mens vi lever her i den fysiske verden. Vi har kun små bidder fra ånderne, så hvad den åndelige verdens natur er, det står endnu pivåbent. Vi ved, at den findes, og at den har en højere vibration og frekvens end vores fysiske verden, og at den på en eller anden måde er naboverden til vores verden, da ånderne kan se alt, hvad vi foretager os og føler. Så åndeverden er ikke oppe (7. himlen) eller nede (i Helvede, i kulkælderen) på den fysiske måde, men alligevel oppe i højere frekvens OG samtidig her. Tiden er øjensynligt ikke den samme i den åndelige verden, og hvis vi kan tro alle de forskellige beretninger, som ånderne har om deres verden, er den åndelig verden et mangfoldigt sted og der findes mange sfærer, som de ikke kan fortælle os om, fordi vi ikke har sprog og forståelseshorisonter til at begribe dem med. Så vi har ikke kortlagt den åndelige verden, da vi ikke har udforsket den. Ej heller kan vi forklare den i detaljer, eftersom det kræver at dø for at kunne rejse derover. Måske skal vi heller ikke vide det nu på den logiske empiriske måde (hvor alting skal dissekeres og forklares i mindste detaljer med årsag og virkning), som vi har som sandheds-model i den vestlige verden? Men vi ved, at ånderne kan nå os og bruge medier og videregive deres tanker og følelser og oplevelser til os, hvilket peger på, at de er i live, og at denne deres verden er vores næste opholdssted efter den fysiske død.
Jordemødre og åndemødre: vi bliver hentet!
Min erfaring som medie fortæller mig også, at vi ”afhentet” af den åndelige verden, når vi dør. Der er så mange folk, der er oprigtigt bekymrede for, om deres døde nu er kommet godt over eller faret vild eller sidder fast mellem verdenerne. Men døden er ikke et orienteringsløb – man kan ikke fare vild. Det er heller ikke en ansættelses-samtale, hvor du kan blive afvist ved døren. Døden er en naturlig lukning af den fysiske vibration, som fører konsekvent over i åbningen af den åndelige. Alle kommer over. Den er en slags åndelig naturlov. Og ligesom når vi fødes er på jorden, er vores ankomst forberedt af den gravide, af familien omkring hende og jordemoderen. Sådan er det også i den åndelige verden, har ånderne fortalt mig. Vores dødsproces er vores (gen)fødselsproces i deres verden. Og de venter på os med glæde og står parat til at tage imod, når tiden er inde. Utallige gange har afdøde fortalt mig, hvem der var der for at tage imod dem i den åndelige verden. Og mange efterladte har bekræftet over for mig, at deres døende pårørende sagde, at de kunne se en mand eller dame eller flere og måske endda nævne dem ved navn (fx familiemedlemmer og venner som er døde før dem), stå i rummet og vente på dem. Nogle gange kommer disse ”afhentere” eller ”åndemødre” flere gange i ugerne og dagene op til selve døden. Vi er alle kendte, ingen glemte, og vi bliver alle taget imod og hjulpet ind i vores nye eksistens.
Hvis jeg lever videre, hvad er så vigtigt?
Livet i den åndelige verden er en naturgiven konsekvens af at dø. Du kan ikke købe dig til en god plads i den åndelige verden, som du kan på gravpladsen eller kirkegården. Du tager jo kun din ånd med dig, og med den tager du især dine tanker og dine følelser, din kærlighed og dit had, ja hele dit væsen på godt og ondt. Og da vi alle bliver afhentet, må det betyde, at menneskers fællesskab også fortsætter efter døden. Hvis man tænker efter, burde man kunne indse, at det har store implikationer, hvordan man lever sit liv: man tager sig selv og alle sine bånd og følelser med sig over på anden side. Derfor kan man sige, at man aldrig slipper for at være i live, aldrig slipper for at være sig selv og aldrig slipper for at have et eller andet forhold til de andre. Derfor burde man sørge for at have så godt et liv som muligt sjæleligt set allerede NU - med både kærlighed til sig selv og til andre – for dit liv i den åndelige verden fortsætter, der hvor du slap som sjæl og bevidsthed i den fysiske verden. Det er ikke en straf eller en belønning – det er bare en naturlig konsekvens. Mange skeptikere siger, at hvis man tror på, at livet leves videre som ånd, som jeg gør som spiritualist, ja så har man frit slag til at gøre, ligesom det passer en, for man lever jo alligevel bare videre. Men faktisk er det modsat: Hvem kan holde ud at leve i al evighed (i dette liv, og i det næste, og hvad der så end kommer derefter), hvis kvaliteten af livet ikke er god, hvis der ikke er kærlighed og glæde og skønhed og healing? Desuden er det ene liv, vi har her som os i kødet lige nu, helt enestående og kommer aldrig igen på samme måde, så det giver endnu mere grund til at få så meget ud af det som muligt, for alle de opnåede sjælelige gevinster og gaver tager vi med ind i den åndelige verden. Det er kun al det fysiske, som dør, og alle vores materielle sager, som vi ikke får med: Vi fødes barfodede ind i denne verden og må forlade den tomhændede. Og det betyder heldigvis, at vi ikke tager alle kroppens sygdomme med i den åndelige verden. Heller ikke det fysiske sinds lidelser, som fx demens. Vi er hele og udødelige som sjæle uanset vores krops sygdomme og tilstand. En mormor kan sagtens kommunikerer gennem mig som medie om alle hendes gigt- og hjerteproblemer, men det er kun minder for hende nu. For nogle levende mennesker bliver kroppen et fængsel her på jorden pga. sygdom og forfald, og de oplever en stor lettelse ved at slippe for denne smertefulde tyngde og begrænsning. Måske er det derfor ånderne altid virker ret så glade uanset, hvor hårdt et liv, de har levet? Fordi de er lette nu og ikke længere kan blive syge eller føle fysiske smerte, og fordi de kan se at kærlighed, taknemmelighed og støtte er mere virkeligt end penge, status og realkreditlån
Yderligere beviser: Fysisk medieskab
Enhver skeptiker vil tilbagevise åndeligt medieskab som en fidus, fordi det alt sammen er talte beviser, som jeg som medie påstår jeg får fra ånden. Og det er rigtig, at det er (for)talte beviser, for jeg er den som oplever ånden, og så kan jeg give informationerne (beviserne) og budskaberne videre til de efterladte, men ikke selve oplevelsen, da de ikke har den direkte kontakt med ånderne. Denne indirekte kontakt gennem et medie kalder man for ’mentalt medieskab’ eller ’sindligt medieskab’, fordi kontakten foregår gennem mediets sind. Men der findes en anden for medieskab, hvor kontakten mellem de efterladte og ånderne er direkte, og det kaldes for ’fysisk medieskab’, fordi kontakten bliver direkte for de efterladte gennem deres egne fysiske sanser. Fysisk medieskab er meget sjældent i offentligheden men praktiseres en del i det private. Grunden til dette er, at fysisk medieskab for det første tager utrolig mange år at udvikle, før det giver gode resultater, og for det andet at det kan være potentielt farlig for mediets helbred. I fysisk medieskab er mediet i dyb trance (ubevidst), og ånderne tager kontrol over mediet og mediets krop og danner et stof, ektoplasma, som dannes fra dels ånderne, dels fra energien i lokalet og dels fra energien i mediets krop (cellerne). Ektoplasmaet kommer ud af mediets krop og kan bevæge sig rundt i lokale. Det kommer typisk ud gennem mund, næse og ørene, men kan også komme ud af øjne, solar plexus eller anus. Dette ektoplasma er altså knyttet til mediets levende krop og skal sikkert ud ad mediet og sikkert ind igen for ikke at skade mediet. Ektoplasmaet er under åndernes kontrol, da mediet er ubevidst, og ektoplasmaet kan bruges til at producere mange former for fænomener, som alle de tilstedeværende kan se, føle eller høre med deres normale sanser. Det er altså ikke nødvendigt at være medie for at opleve det. Ånderne kan træde ind i ektoplasmaet og påtage sig den fysiske form, de havde, da de levede (det kaldes materialisering), og gå hen og talte til deres kære efterladte blandt publikum med deres egen stemme, og alle andre kan også se og høre det. Eller de kan flytte rundt på genstande, få dem til at flyve rundt i rummet, eller spille på instrumenter eller skrive på tavler og på papir med ektoplasmaet, så der efter seancen ligger et brev fra en ånd, skrevet i den afdødes håndskrift. Der kan også dannes det, man kalder ”’Stemme Systemer” (Voice Box), som dannes af ektoplasma midt i luften i forskellige steder rundt i lokalet, hvorfra åndernes stemmer så lyder ligesom hørbart som jordiske menneskers stemmer, og de kan tale, så alle kan høre det, stadig også selvom de ikke er medier. Er man skeptiker er fysisk medieskab det ultimative bevis, man kan få for åndernes eksistens: At se et elsket dødt familiemedlem genskabe sig for ens egne øjne, og som rører fysisk ved dig og fører en intelligent samtale med dig. Hvem kan så sige, at de døde er døde og borte? Jeg har bevidnet flere af disse fænomener med det yderst troværdige nulevende engelske medie Scott Milligan, som især danner ”Stemme Systemer” men uden materialiserede kroppe, mens han er i dyb trance, og hvor de afdøde selv fortæller, hvem de er, og hvem de vil tale med og giver deres egne beskeder og beviser. Scott går endda så langt som medie som til at lade sig kniple og binde hænder og fødder til en stol, før ektoplasmaet dannes. Og alle som sidder i rummet, mens seancen varer, holder hænder og er blevet kropvisiteret (ligesom ham selv, og rummet er blevet undersøgt af uvildige), så man ved, at ingen kan have medbragt noget, som man bagefter kan påstå har skabt fænomenerne. Man må kun medbringe det tøj, man sidder i. Rummet er aflåst og seancen foregår i totalt mørke. Ektoplasma er lysfølsomt og kan brænde i stærkt lys, og da det består af celler fra mediet, som skal tilbage i kroppen igen, udgør skarpt lys en helbredsfare. Med træning og ved åndernes godkendelse kan man tændte rødt lys, hvor alting kan ses tydeligt. Og med endnu mere erfaring og træning kan seancen til sidste forgå i fuldt lys. Det kræver en masse energi at skabe disse fænomener, som tages både fra mediet og fra publikum, som sidder i rundkreds om mediet og synger i vilden sky for at skabe så høj en energi som muligt. Dette er tidskrævende, og derfor kan fysisk medieskab kun vises for et begrænset antal publikummer ad gangen. Og mediet ligger ogs¨sit helbred i publikums hænder. Er der nogen, der rører ved ektoplasmaet uden at have fået lov fra ånderne først, kan man risikere at give mediet indre blødninger. Derfor er der så få fremvisninger i offentligheden. Og det er ikke nok, at ting flyver rundt eller der høres brag og lyde (fænomener som også kan skabes af energi uden ånder), men at der også skal være intelligent kommunikation fra ånder igennem fænomenerne, som beviser deres overlevelse af den fysiske død. I en fysisk seance får du ikke blot et ”hej fra himlen” sagt gennem et mentalt medie: Nej, her bliver hej’et sagt af den afdøde selv og måske også givet med et fysisk håndtryk og et kram!
Udbredelsen af Spiritualismens budskab: mentalt medieskab
Fordi der er så begrænset adgang til fysisk medieskab (Det er farligt; Der findes få fysiske medier; En seance er meget tids- og energikrævende; Den kan kun gives for få mennesker ad gangen), så har mentalt medieskab en vigtig rolle at udfylde: Her er mediet ved bevidsthed og kan tale med mange ånder på kort tid i løbet af en privat seance, hvor der kun er mediet og en enkelt modtager, og hvor alle ånderne, så kender denne en person. Det er her, hvor der ofte gives stakkevis af talte beviser og mange dybe personlige og healende beskeder. Eller mediet samler mange modtagere på et sted og har så mange forskellige ånder igennem til de fremmødte, som muligt. Dette sidste er et såkaldt klarsyn. Så selvom fysisk medieskab er det ultimative bevis for en skeptiker på åndernes eksistens, er mentalt medieskab en hurtigere og mindre ressourcekrævende måde at udbrede kendskabet til kommunikation med ånderne og udbrede budskabet om sjælens overlevelse af fysisk død for at give så mange mennesker som muligt glæden, visheden og healingen ved at høre beviser og budskaber fra deres kære afdøde, som er gået over i den åndelige verden.
Klarsyn: Et ritual og en fejring
Et klarsyn er altså en begivenhed, som er en slags ritual (ligesom en gudstjeneste eller en fodboldkamp), som er en fælles oplevelse for alle de fremmødte, hvor mediet kontaktes af forskellige ånder og giver beviser og budskaber til de efterladte. Et klarsyn er et ritual, fordi publikum skal opføre sig på en særlig måde lige som i kirken eller på fodboldtribunen: Være opmærksomme på om de genkender de ånder og beviser, som mediet beskriver, og kun svare ja og nej (eller ’ved ikke/huske ikke’) til de beviser og beskrivelser, som mediet kommer med. Grunden til, at det er vigtigt kun at sige ja og nej, er at når mediet fortæller om ånderne for publikum, er den enkelte modtager sandhedsgaranten for, at det er virkeligt og sandt, hvad mediet siger. Sker det omvendt, at det er modtageren, der fortæller mediet om de afdøde, så er det IKKE bevis for åndernes eksistens og intelligens, men blot et udtryk for modtagerens minder. Derfor er det så vigtigt som modtager IKKE at overtage kontakten, men lade mediet arbejde med ja og nej, og dermed give ens kære afdøde mulighed for at bevise, at de lever videre i den åndelige verden. Mediet skal fra ånden kunne give faktuelle informationer, som mediet ikke vidste på forhånd, ellers beviser det ikke nogen som helst. Men det er også vigtigt, at modtageren siger tydeligt ja og nej, for så kan alle de andre publikummer høre, at kontakten bliver forstået af modtageren, og at det er sandt, hvad mediet siger, for er det sandt, betyder det jo at livet og kærligheden er evige. Et klarsyn som ritual udføres netop for at vise og fejre i glæde at livet er evigt! Og det kan sagtens gøres med humor og varme: De faktuelle informationer udelukker ikke de sjove minder og alle følelserne.
Dårlige medier og bedragere
Altså: Charles’ tante skal selv kunne fortælle mediet, at hun er Charles’ tante, så mediet kan fortælle det til modtageren. Enhver charlatan af et medie kan sige: Jeg har her en ældre dame, som var tanteagtig over for dig, kan du huske hende? Og så sker det, at modtageren mindes den søde tante eller faster og selv begynder at fortælle om tanten, og så kan mediet spille videre på det, som modtageren selv lige har sagt. Dette gør dårlige medier, bedragere og charlataner. Ægte medier fortæller specifikke, konkrete og faktuelle oplysninger fra ånden til modtageren, som så validerer det. Bedragere siger noget uklart, uspecifikt og generelt og beder modtageren om at godtage det som ægte. ”Jeg har her en ældre gråhåret dame, som siger, du har noget af hendes. Hun elsker dig og siger, at du bliver lykkelig nu.” Det kan enhver komme og sige. Det lyder konkret men det er det ikke! Alle har kendt en gråhåret ældre dame og de fleste af os vil begynde at tænke på bedstemødre og lignende. De allerfleste har noget fra deres bedstemor, om det så bare er et fotografi. Alle håber på at være lykkelige, så man vil gerne have den besked. Og der er faktisk derfor bedragere og dårlige medier slipper af sted med det: Fordi modtageren GERNE vil tro på et liv efter døden og GERNE vil høre fra bedstemor og få at vide, at de vil leve lykkeligt. Derfor vælger de ubevidst at tro på mediet, fordi mediet symboliserer alt dette. Men her gælder det virkelig om at skille skidt fra kanel. Man godt sige til mediet: Det er for upræcist, for det kan jo passe på enhver som helst og på mindst 8 afdøde, jeg kender, UDEN at man siger nej til sin tro på livet efter livet og åndernes intelligente kommunikation (Spiritualisme), og UDEN AT MAN SIGER NEJ TIL BEDSTEMOR: Man siger kun nej til mediets evne til at have den påståede kontakt. Man bør gøre sin tro på spiritualismen den tjeneste at sige nej til dårlige og uklare medier (på den måde får vi også bedragerne ryddet af vejen), og vente til det dygtige og trænede medie krydser ens vej, som kan bevise ens tro og giver konkrete faktuelle informationer fra ens kære afdøde. Forskellen på bedragere og dårlige medier er, at bedragerne ikke tror på den åndelige verden og udelukkende gør det for egen vindings skyld, hvorimod de dårlige medier tror på ånderne, men er ikke klar over, hvor mangelfuld deres egen udførelse er. De konkrete faktuelle informationer er det ægte medies kendetegn. I ovenstående eksempel ville det ægte medie have sagt: Jeg har din mormor her (ikke bedstemor), hun dødede da hun var 84 år, hun havde koldbrand og fik sat det ene ben af. Hun dødede, da du var på ferie i Spanien, men du nåede hjem til hendes begravelse. Du har hendes ring, som er af guld med en blå sten. Hun er kommet for at sige: ”Til lykke med din nye uddannelse!” eller hvad beskeden nu end er. Sådan arbejder et ægte medie, med beviser og dernæst med en masse følelsesmæssige og personlige budskaber.
Højne standarden og forbedre kvaliteten
Vi er nødt til at sige nej til de dårlige mediers udformning af kontakterne. Det er den eneste måde at få udviklet bedre medieskab på: Ved at kræve en høj standard, som tvinger medier til at studere og udvikle deres medieskab og præsentation til en vis kvalitet og klarhed, før de kan bruges som beviseførere for den åndelige verden. Det tager tid, lang tid, at udvikle et godt medie, 10 års træning og studier er ikke ualmindeligt, og som medie skal man tage ved lære og træne hele livet. Men nu er det heller ikke sådan, at man som modtager skal blive en ultrakold skeptisk skid, der modarbejder mediet. Jeg opfordrer ikke til, at man skal modarbejde mediet, men til at man skal lade medie arbejde, så det kan bevise åndens tilstedevær og følelser og tanker. Man kan godt som modtager give mediet gode arbejdsbetingelser: Man kan som modtager fremelske og udstråle en god energi for mediet at arbejde i. En positiv udstråling fra publikum giver som regel endnu bedre kontakter og beviser, for medier er meget følsomme (det er via deres sensitivitet at kontakten til den åndelige verden sker), og lader man dem arbejde i en atmosfære af beton-tung og fjendtlig skepsis, er det en rigid energi for mediet at arbejde i, og det vil kunne påvirke kvaliteten i nedadgående retning. Så den rette måde er at udvise skepsis men venlig, respektfuld og åben skepsis. Man skal kræve en høj standard af medierne men uden at ødelægge dem (for så vil de jo ikke bruge deres evner til at hjælpe ånderne med at kommunikere), og medierne skal give dem selv lov og tid til at uddanne sig godt og nå en så høj kvalitet af rigtighed, som potentialet og talentet tillader. For som medie arbejder man aldrig kun på egne vegne. Man arbejder som ambassadør for ånderne, og mediets fejl og mangler bliver til begrænsninger og umuligheder for ånderne, så de ikke kan komme i kontakt med deres efterladte. Et ægte medie vil også lave fejl trods mangeårig træning og komme til at sige forkerte ting, da mange informationer forsvinder i springet mellem den jordiske bevidstheds frekvens og den åndelig verdens frekvens. Et godt medie kan mindske hullerne mellem frekvensernes sammenfald og udfald, men kan aldrig helt undgå disse huller, og vil dermed vil rigtige informationer fra ånderne kunne blive opfattet halvt eller brudt og dermed opfattet forkert af mediet. Men det essentielle er ikke, hvad mediet får opfattet forkert, men rigtigt: Har mediet sagt 30 sande faktuelle ting om den afdøde, ødelægges dette sande portræt ikke af tre fejl. For tro mig det er ikke LET at arbejde som medie. Det er ikke NEMT at sanse den åndelige verden. Man skal løfte sig ud over sig selv og ind i en dimension af vibrationer, som man egentlig først skulle leve i, når man selv er død, og danne en bro mellem de 2 verdener, hvorpå der kan vandre klar og intelligent kommunikation og kærlighed. Det er hamrende svært, men hamrende fantastisk. Derfor bør vi kræve det bedste af vores medier, men også give dem de bedste betingelser, velvidende at det ikke handler om mediets ego men om mediets sensitivitet som bro mellem de to verdener.
Giv mig cpr-nummeret!
Grunden til at det er svært (men ikke umuligt) for mediet at kommunikere med ånderne er, at det ikke foregår direkte fra ånden til mediets hjerne. Vores fysiske vibration kan ikke opfange deres høje frekvens. Derfor, så vidt vides, påvirker ånden mediets sjæl, som så står i forbindelse med mediets krop og dermed med dets nervesystem, som jo bearbejder stimuli i hjernen og omdanner dem til sprog. Denne bro mellem den åndelige verden og mediet er en sjæl til sjæl forbindelse og ikke en hjerne til hjerne forbindelse. Skeptikere siger så tit: Hvorfor siger ånden ikke bare sit navn og adresse eller sit cpr-nummer? Igennem historien har der faktisk også været medier, som har trænet sig op til at kunne få fat i disse informationer. Men for de fleste medier - og ånder – er den følelsesmæssige oplevelse af virkelighed (livet) stærkest, og derfor har de nemmest ved at overføre og opfatte følelsesmæssig eller eksistentiel information: Følelsen af at være en dame/kvinde er stærkere indprentet i ånden end følelsen af et tal eller bogstav. Nogle ånder er dog utrolig gode til at kommunikere enten tal eller bogstaver eller fonemer (lyd-stavelser), men der er stor forskel på ånder og deres kommunikationsevner ligesom, der også er det på levende menneskers kommunikationsevner: Ikke alle er lige abstrakt eller logisk/systematisk tænkende, men jeg vil påstå, at alle mennesker har en følelsesmæssig oplevelse af at være i live og af at være dem selv. Og med lidt fin-tuning fra mediets side og med hjælp fra ånden kan der ud af denne eksistentielle sjæl-til-sjæls kommunikation af følelser komme de mest præcise og overbevisende informationer. Men det er svært at være medie, ingen diskussion om det, for man skal bruge sin følsomhed i en presset situation med forventningen om at præstere maksimalt, og hver ny ånd, er et fremmed (afdødt) mennesker, som man skal kunne kommunikere inderligt med på et split-sekund. Dette pres kan næsten lamme hele mediets sensitivitet, som er broen mellem de to verdener. Men når det så lykkes, er følelsen af at arbejde på vegne af evigheden og kærligheden helt ubeskrivelig givende og tilfredsstillende både for medie, modtager og ånd.
Det universelle sprog: Åndsk!
Jeg er så privilegeret at arbejde som åndeligt medie for ånderne og for de mennesker, som vil høre fra deres kære afdøde, men jeg påtvinger ikke andre min virkelighed og sandhed. Er du ikke til spiritualisme, er det helt i orden med mig, så længe vi kan mødes i fred og kærlighed og med respekt for forskellighederne. Jeg er også så privilegeret, at via mit virke som mediet møder utrolig mange mennesker fra alle mulige steder i verden og arbejder sammen med andre medier i både ind og udland. Jeg har haft afdøde katolikker, jøder og muslimer igennem som kontakter, og de afstod sig ikke fra at bruge et medie, som ikke følger deres jordiske religion. Folk har også spurgt mig: Hvordan kan du tale med min afdøde arabiske svigerfar? For han talte overhovedet ikke dansk, og du taler ikke arabisk! Det kan vi fordi, vi taler sjælens sprog, som jeg også forklarede ovenfor: Det er en sjæl-til-sjæl kontakt imellem ånd og medie, ikke en hjerneoverførelse. Vi taler simpelthen åndsk, som i mit hoved bliver dansk eller til engelsk, hvis jeg arbejder i England, selvom ånden kun talte arabisk, da han levede. Og hvis du spørger mig, så tror jeg i bund og grund, at åndsk er kærlighedens sprog – det tavse usynlige sprog som kan sige alt og danne broer, der hvor adskillelse og ikke-forståelse truer med at ødelægge kommunikation. Og jeg tror, at tale åndsk, at tale kærlighedens sprog, er essensen af spiritualismen og af åndernes budskab til os alle: Vær kærlighed!
Link:
http://www.scottmilligan.net/
Scott Milligans hjemmeside med foto og videooptagelse af ektoplasma og af dyb trance.
https://www.arthurfindlaycollege.org/
Det spiritualistiske college i Stansted nær London, der har kurset året rundt.
Om Medier & Ånder & Spiritualisme
Af Thomas Sonne Nielsen, cand.mag. og åndeligt medie.
Overlever vi virkelig døden? Er det ikke bare en gammel skrøne, at vi lever videre? Måske i himlen med englevinger, en evig charterrejse i Paradis (et hotel man ikke kan blive stemt hjem fra?) - med smoothies af forbuden frugt? Eller måske en ristende tur i Helvedes evige flammer for alle de fejltrin og synder, som man slet ikke kan holde ud at tænke på, at ens CV er en ophobning af? Eller er der bare helt tomt, helt sort efter hjertemaskinens sidste bleep? Bevidsthedsophør. Stop.
”Jeg dør. En tunnel, for enden af tunnelen lys, og i lyset mennesker. Jeg er her. Jeg tænker, og jeg føler. Mine kære familiemedlemmer og venner er der. Vi er her. Kom lad os fortælle de levende det!”
Sådanne beretninger har jeg som åndeligt medie haft privilegiet af at blive fortalt og fortælle videre til levende mennesker fra de såkaldte døde, ånderne, som jo bare en betegnelse, vi har givet til mennesker, som har forladt den fysiske verden via dødens port.
At være et åndeligt medie vil sige, at man både sanser denne vores fysiske verden og den åndelige verden. En evne man er født med – en særlig sensitivitet – selvom den kan ligge i dvale i mange år, hvor man kun sanser den fysiske verden. Evnen er naturlig, dvs. den er givet og fungerer, ligesom alle ens andre fysiske sanser fungerer UDEN indvielse, godkendelse eller kontrol fra hverken religion, politik, filosofi, moral og etik. At være medie er naturgivent. Hvordan mediet vælger at arbejde og bruge sit medieskab afspejler så hvilken religion, politik, filosofi, etik og moral, som mediet er præget af og/eller ønsker at tilhøre, men disse ting er alle kulturgivne. Ligesom der er naturgivent, at vi levende kan tale sammen i ord og lyd og kropsbevægelser, men ideerne og meningerne, vi udtrykker og skaber, er afhængige og prægede af vores kultur.
Spiritualisme
Jeg har selv været en tur i gennem ideernes kulturelle karrusel: Opvokset i dansk almen-lige-gyldig protestantisme (I kirke til jul fordi det er hyggeligt eller til højtiderne fordi nogen er blevet født, er døde eller skal giftes – og ellers ikke rigtig vide, hvad biblen eller hele kirkens ideologgrundlag egentlig er for noget), til ateist (eksistentialist), til en flirt med katolicisme og buddhisme til agnostiker (en som tror, at der er en Gud, men at vi ikke kan vide eller bevise Gud) til Spiritualist. Det sidste betyder: en som VED, at der er liv efter døden, fordi ånderne kan kommunikere med os og give os beviser for, hvem de er.
Jeg bruger betegnelsen Spiritualisme i stedet for det gængse ord spiritisme. Spiritualisme er i dag en religion i England, som udspringer af 1800tallets spiritisme, men som har udviklet sig til at være en filosofi, en videnskab og religion ud over den konkrete kommunikation med ånderne. Spiritualismen opstod som moderne bevægelse i 1848, da en afdød tidligere ejer af et hus kunne kommunikerer med husets efterfølgende ejere på intelligent vis og fortælle, at han lå myrdet og begravet i kælderen. Senere blev hans lig fundet netop begravet i kælderen, og dette bevis på bevidsthedens overlevelse af fysisk død blev startskuddet på intelligent kommunikation med åndeverden i moderne tid. Men kontakt til ånder og kommunikation med afdøde er kendt og blevet dyrket på forskellig vis i mange kulturer og samfund igennem hele menneskehedens historie, hvilket beviser, at kontakt til afdøde er naturgivent og ikke afhængig af de enkelte religioners menneskeskabte regler og forbud.
Spiritualister tror på, at Gud er det højeste og største og mest kærlige, men det har dog intet med kristendom at gøre. Der er ingen hellige skrifter i Spiritualisme, ej heller hellige profeter eller dogmer eller synder, ej heller noget paradis eller helvede. Der er kun liv: liv før døden og liv efter døden. Og dette kæmpe kontinuum af liv er et mysterium, som vi lever i og udlever hele tiden, og som vi kalder Gud. Gud er livets totalitet, som er naturgivent. Naturgivent ligesom vi ikke helt ved, hvorfor vi kan trække vejret (ingen har lært os det) men vi har gjort det altid, ligesådan ved vi ikke helt, hvorfor vi lever videre efter døden, men vi gør det. Som forfatteren til Sherlock Holmes-figuren, Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930), har sagt ”er det en meget enkel og simpel religion” eller overbevisning (uden komplicerede fortællinger og systemer) men dog en dyb og naturlig og levende religion! De færreste ved, at Conan Doyle blev spiritualist og skrev et omfattende skrift om Spiritualismens historie. Da han blev overbevist spiritualist sagde han, at han ville begå mord: Han skrev den allersidste Sherlock Holmes historie og helligede resten af sit liv og resten af sin formue til drage rundt og udbrede kendskabet til Spiritualismen.
Fra Oplysningstid til Opløsningstid
De store gamle verdensreligioner med deres bud på, hvordan vi skal leve, og hvad der sker efter døden, er i støt tilbagegang siden Oplysningstidens fokus på videnskab og logik fra slutningen af 1700tallet. Religionerne er ved at splintres af indre uenigheder, siden vi mennesker er blevet teknisk overlegne og fritænkende. I det kapitalistiske og logiske Vesten er vi endda blevet så fritænkende, at vi har forkastet mange religiøse forstiller om fx jomfrufødsler og den yderste dag (Dommedag) og kødets opstandelse, og har et politisk system, som står OVER religionen. Og denne fritænkende forkastelse har ganske vist og heldigvis løftet et åg af undertrykkende religionernes systematiske styring af vores liv væk fra os, så vi er frie, men samtidig er vi også blevet frataget en forklaringsmodel på meningen med livet, og hvad der sker efter døden. Den viden er blevet opløst og ikke erstattet af ny oplysning. Folk er blevet ufrivilligt ateister eller agnostikere, fordi nu er den traditionen, som vi giver videre til hinanden og til de yngre generationer, blevet til Carpe diem – grib dagen – skab dit liv – skab din egen mening – der findes intet sikkert - lev nu! Og det er også mægtig fint, at pakke den gave ud, som livet er, og bruge den uden tanke på et efterliv! Men hov, vi dør jo stadigvæk! De store religioners opløsning har ikke taget døden fra os, for døden er ikke kultur (den er ikke en idé) men natur: Vi er født til at skulle dø. Og det er her den store kamp om meningen med livet og kærligheden kommer ind: hvorfor bygge alt dette op og dele stor kærlighed, når vi alligevel skal ødelægges og dø fra hinanden med stor smerte og savn til følge? Det her ateisterne kommer til kort. Deres filosofi om at leve er i sig selv positiv nok, men filosofien om, at alt er slut med døden, er så uendeligt trist, tom.
Dit døde barn lever i den åndelige verden
Fortæl en mor, som har mistet sit 3årige barn til leukæmi, at dette barn nu er væk og borte og tilintetgjort for altid. Det ubærligt. En fantomsmerte over en kærlighed, man aldrig nogen sinde kan føle bliver gengældt igen. Det er direkte grusomt. Fortæl selvsamme mor, at hendes barns ånd, fortæller dig som medie, at han er her og stadig elsker hende. At kærligheden mellem dem stadig flyder og stadig er gengældt. Dét kan et åndeligt medie. Jeg har nemlig selv været det medie, som gav præcis denne besked til moderen fra hendes døde barns ånd. Her vil alle skeptikerne så indvende, at det kan enhver komme at postulere: at ånden lever videre og elsker den efterladte. Ja, det kan enhver sagtens sige, men kun et medie, som aldrig har mødt moderen før og ikke har nogen som helst baggrundsinformation om moren og hendes liv, kan fortælle hende: Din dreng, 3årig, død af leukæmi, kæmpede bravt, han er rødhåret. Han fortæller, at moren havde svært ved at blive gravid, da han skulle undfanges, og at hun blev sønderknus, da han dødede, fordi hun ikke troede, hun kunne få flere børn. Men drengen fortæller så, at han har fået 2 små søstre, for moren blev gravid igen (og igen!). Han fortalte også hvad moren lagde ned i kisten til ham og mange andre helt konkrete og intime ting, som kun moren vidste. Det barn, som hun havde sørget over i flere år og endda gået i terapi for at bearbejde tabet, taler nu til hende gennem et åndeligt medie. Sikke et hej fra himlen! – en healing, hvor den hule følelse af tab og tomhed lindres af kærlighed og kommunikation. Denne mors liv blev omvæltet på en time, for nu ved hun, at hendes afdøde søn hører hende, når hun taler til ham, og at han fra den åndelige verden følger med i familiens liv. Hendes søn har vist sin egen sjælelige overlevelse af den fysiske død og bevist kærlighedens stærke gensidige bånd.
Åndeligt medieskab: Beviser for liv efter døden
Dette at ånderne gennem mediet giver faktuelle og følelsesmæssige beviser for deres egen overlevelse af døden som sjæl og bevidsthed er det, vi betegner som åndeligt medieskab og udgør Kernen i Spiritualisme. Det er den eneste religion, jeg kender til, som ikke bare postulerer, at der er et liv efter døden, men faktisk søger at bevise, at de døde er levende, fordi de kommunikerer med os på en intelligent måde. Derfor er jeg Spiritualist, fordi min opfattelse er Gud er netop dette: At livet og kærligheden er evige, altid i forandring ja, men evige kræfter. Som en af de andre store spiritualister og tidligere succesfuld forretningsmand, Arthur Findlay (1883-1964), har skrevet: ”Døden er kun en drejning i livets vej, som fører til det uendelige.” Arthur Findlay efterlod sit hjem Stansted Hall, Essex, England til The Spiritualists' National Union, som har indrettet et college, der bærer hans navn - The Arthur Findlay College - og hvortil mennesker fra hele verden stadig valfarter for at træne medieskabets teknikker og for at studere dets filosofi og religion.
Hvad er så den åndelige verden?
Hvad den åndelige verden egentlig er, ved vi endnu ikke, og vi kommer måske aldrig til at kunne opfatte dens helhed med vores jordiske bevidsthed, som er så knyttet til kroppen og nervesystemet, mens vi lever her i den fysiske verden. Vi har kun små bidder fra ånderne, så hvad den åndelige verdens natur er, det står endnu pivåbent. Vi ved, at den findes, og at den har en højere vibration og frekvens end vores fysiske verden, og at den på en eller anden måde er naboverden til vores verden, da ånderne kan se alt, hvad vi foretager os og føler. Så åndeverden er ikke oppe (7. himlen) eller nede (i Helvede, i kulkælderen) på den fysiske måde, men alligevel oppe i højere frekvens OG samtidig her. Tiden er øjensynligt ikke den samme i den åndelige verden, og hvis vi kan tro alle de forskellige beretninger, som ånderne har om deres verden, er den åndelig verden et mangfoldigt sted og der findes mange sfærer, som de ikke kan fortælle os om, fordi vi ikke har sprog og forståelseshorisonter til at begribe dem med. Så vi har ikke kortlagt den åndelige verden, da vi ikke har udforsket den. Ej heller kan vi forklare den i detaljer, eftersom det kræver at dø for at kunne rejse derover. Måske skal vi heller ikke vide det nu på den logiske empiriske måde (hvor alting skal dissekeres og forklares i mindste detaljer med årsag og virkning), som vi har som sandheds-model i den vestlige verden? Men vi ved, at ånderne kan nå os og bruge medier og videregive deres tanker og følelser og oplevelser til os, hvilket peger på, at de er i live, og at denne deres verden er vores næste opholdssted efter den fysiske død.
Jordemødre og åndemødre: vi bliver hentet!
Min erfaring som medie fortæller mig også, at vi ”afhentet” af den åndelige verden, når vi dør. Der er så mange folk, der er oprigtigt bekymrede for, om deres døde nu er kommet godt over eller faret vild eller sidder fast mellem verdenerne. Men døden er ikke et orienteringsløb – man kan ikke fare vild. Det er heller ikke en ansættelses-samtale, hvor du kan blive afvist ved døren. Døden er en naturlig lukning af den fysiske vibration, som fører konsekvent over i åbningen af den åndelige. Alle kommer over. Den er en slags åndelig naturlov. Og ligesom når vi fødes er på jorden, er vores ankomst forberedt af den gravide, af familien omkring hende og jordemoderen. Sådan er det også i den åndelige verden, har ånderne fortalt mig. Vores dødsproces er vores (gen)fødselsproces i deres verden. Og de venter på os med glæde og står parat til at tage imod, når tiden er inde. Utallige gange har afdøde fortalt mig, hvem der var der for at tage imod dem i den åndelige verden. Og mange efterladte har bekræftet over for mig, at deres døende pårørende sagde, at de kunne se en mand eller dame eller flere og måske endda nævne dem ved navn (fx familiemedlemmer og venner som er døde før dem), stå i rummet og vente på dem. Nogle gange kommer disse ”afhentere” eller ”åndemødre” flere gange i ugerne og dagene op til selve døden. Vi er alle kendte, ingen glemte, og vi bliver alle taget imod og hjulpet ind i vores nye eksistens.
Hvis jeg lever videre, hvad er så vigtigt?
Livet i den åndelige verden er en naturgiven konsekvens af at dø. Du kan ikke købe dig til en god plads i den åndelige verden, som du kan på gravpladsen eller kirkegården. Du tager jo kun din ånd med dig, og med den tager du især dine tanker og dine følelser, din kærlighed og dit had, ja hele dit væsen på godt og ondt. Og da vi alle bliver afhentet, må det betyde, at menneskers fællesskab også fortsætter efter døden. Hvis man tænker efter, burde man kunne indse, at det har store implikationer, hvordan man lever sit liv: man tager sig selv og alle sine bånd og følelser med sig over på anden side. Derfor kan man sige, at man aldrig slipper for at være i live, aldrig slipper for at være sig selv og aldrig slipper for at have et eller andet forhold til de andre. Derfor burde man sørge for at have så godt et liv som muligt sjæleligt set allerede NU - med både kærlighed til sig selv og til andre – for dit liv i den åndelige verden fortsætter, der hvor du slap som sjæl og bevidsthed i den fysiske verden. Det er ikke en straf eller en belønning – det er bare en naturlig konsekvens. Mange skeptikere siger, at hvis man tror på, at livet leves videre som ånd, som jeg gør som spiritualist, ja så har man frit slag til at gøre, ligesom det passer en, for man lever jo alligevel bare videre. Men faktisk er det modsat: Hvem kan holde ud at leve i al evighed (i dette liv, og i det næste, og hvad der så end kommer derefter), hvis kvaliteten af livet ikke er god, hvis der ikke er kærlighed og glæde og skønhed og healing? Desuden er det ene liv, vi har her som os i kødet lige nu, helt enestående og kommer aldrig igen på samme måde, så det giver endnu mere grund til at få så meget ud af det som muligt, for alle de opnåede sjælelige gevinster og gaver tager vi med ind i den åndelige verden. Det er kun al det fysiske, som dør, og alle vores materielle sager, som vi ikke får med: Vi fødes barfodede ind i denne verden og må forlade den tomhændede. Og det betyder heldigvis, at vi ikke tager alle kroppens sygdomme med i den åndelige verden. Heller ikke det fysiske sinds lidelser, som fx demens. Vi er hele og udødelige som sjæle uanset vores krops sygdomme og tilstand. En mormor kan sagtens kommunikerer gennem mig som medie om alle hendes gigt- og hjerteproblemer, men det er kun minder for hende nu. For nogle levende mennesker bliver kroppen et fængsel her på jorden pga. sygdom og forfald, og de oplever en stor lettelse ved at slippe for denne smertefulde tyngde og begrænsning. Måske er det derfor ånderne altid virker ret så glade uanset, hvor hårdt et liv, de har levet? Fordi de er lette nu og ikke længere kan blive syge eller føle fysiske smerte, og fordi de kan se at kærlighed, taknemmelighed og støtte er mere virkeligt end penge, status og realkreditlån
Yderligere beviser: Fysisk medieskab
Enhver skeptiker vil tilbagevise åndeligt medieskab som en fidus, fordi det alt sammen er talte beviser, som jeg som medie påstår jeg får fra ånden. Og det er rigtig, at det er (for)talte beviser, for jeg er den som oplever ånden, og så kan jeg give informationerne (beviserne) og budskaberne videre til de efterladte, men ikke selve oplevelsen, da de ikke har den direkte kontakt med ånderne. Denne indirekte kontakt gennem et medie kalder man for ’mentalt medieskab’ eller ’sindligt medieskab’, fordi kontakten foregår gennem mediets sind. Men der findes en anden for medieskab, hvor kontakten mellem de efterladte og ånderne er direkte, og det kaldes for ’fysisk medieskab’, fordi kontakten bliver direkte for de efterladte gennem deres egne fysiske sanser. Fysisk medieskab er meget sjældent i offentligheden men praktiseres en del i det private. Grunden til dette er, at fysisk medieskab for det første tager utrolig mange år at udvikle, før det giver gode resultater, og for det andet at det kan være potentielt farlig for mediets helbred. I fysisk medieskab er mediet i dyb trance (ubevidst), og ånderne tager kontrol over mediet og mediets krop og danner et stof, ektoplasma, som dannes fra dels ånderne, dels fra energien i lokalet og dels fra energien i mediets krop (cellerne). Ektoplasmaet kommer ud af mediets krop og kan bevæge sig rundt i lokale. Det kommer typisk ud gennem mund, næse og ørene, men kan også komme ud af øjne, solar plexus eller anus. Dette ektoplasma er altså knyttet til mediets levende krop og skal sikkert ud ad mediet og sikkert ind igen for ikke at skade mediet. Ektoplasmaet er under åndernes kontrol, da mediet er ubevidst, og ektoplasmaet kan bruges til at producere mange former for fænomener, som alle de tilstedeværende kan se, føle eller høre med deres normale sanser. Det er altså ikke nødvendigt at være medie for at opleve det. Ånderne kan træde ind i ektoplasmaet og påtage sig den fysiske form, de havde, da de levede (det kaldes materialisering), og gå hen og talte til deres kære efterladte blandt publikum med deres egen stemme, og alle andre kan også se og høre det. Eller de kan flytte rundt på genstande, få dem til at flyve rundt i rummet, eller spille på instrumenter eller skrive på tavler og på papir med ektoplasmaet, så der efter seancen ligger et brev fra en ånd, skrevet i den afdødes håndskrift. Der kan også dannes det, man kalder ”’Stemme Systemer” (Voice Box), som dannes af ektoplasma midt i luften i forskellige steder rundt i lokalet, hvorfra åndernes stemmer så lyder ligesom hørbart som jordiske menneskers stemmer, og de kan tale, så alle kan høre det, stadig også selvom de ikke er medier. Er man skeptiker er fysisk medieskab det ultimative bevis, man kan få for åndernes eksistens: At se et elsket dødt familiemedlem genskabe sig for ens egne øjne, og som rører fysisk ved dig og fører en intelligent samtale med dig. Hvem kan så sige, at de døde er døde og borte? Jeg har bevidnet flere af disse fænomener med det yderst troværdige nulevende engelske medie Scott Milligan, som især danner ”Stemme Systemer” men uden materialiserede kroppe, mens han er i dyb trance, og hvor de afdøde selv fortæller, hvem de er, og hvem de vil tale med og giver deres egne beskeder og beviser. Scott går endda så langt som medie som til at lade sig kniple og binde hænder og fødder til en stol, før ektoplasmaet dannes. Og alle som sidder i rummet, mens seancen varer, holder hænder og er blevet kropvisiteret (ligesom ham selv, og rummet er blevet undersøgt af uvildige), så man ved, at ingen kan have medbragt noget, som man bagefter kan påstå har skabt fænomenerne. Man må kun medbringe det tøj, man sidder i. Rummet er aflåst og seancen foregår i totalt mørke. Ektoplasma er lysfølsomt og kan brænde i stærkt lys, og da det består af celler fra mediet, som skal tilbage i kroppen igen, udgør skarpt lys en helbredsfare. Med træning og ved åndernes godkendelse kan man tændte rødt lys, hvor alting kan ses tydeligt. Og med endnu mere erfaring og træning kan seancen til sidste forgå i fuldt lys. Det kræver en masse energi at skabe disse fænomener, som tages både fra mediet og fra publikum, som sidder i rundkreds om mediet og synger i vilden sky for at skabe så høj en energi som muligt. Dette er tidskrævende, og derfor kan fysisk medieskab kun vises for et begrænset antal publikummer ad gangen. Og mediet ligger ogs¨sit helbred i publikums hænder. Er der nogen, der rører ved ektoplasmaet uden at have fået lov fra ånderne først, kan man risikere at give mediet indre blødninger. Derfor er der så få fremvisninger i offentligheden. Og det er ikke nok, at ting flyver rundt eller der høres brag og lyde (fænomener som også kan skabes af energi uden ånder), men at der også skal være intelligent kommunikation fra ånder igennem fænomenerne, som beviser deres overlevelse af den fysiske død. I en fysisk seance får du ikke blot et ”hej fra himlen” sagt gennem et mentalt medie: Nej, her bliver hej’et sagt af den afdøde selv og måske også givet med et fysisk håndtryk og et kram!
Udbredelsen af Spiritualismens budskab: mentalt medieskab
Fordi der er så begrænset adgang til fysisk medieskab (Det er farligt; Der findes få fysiske medier; En seance er meget tids- og energikrævende; Den kan kun gives for få mennesker ad gangen), så har mentalt medieskab en vigtig rolle at udfylde: Her er mediet ved bevidsthed og kan tale med mange ånder på kort tid i løbet af en privat seance, hvor der kun er mediet og en enkelt modtager, og hvor alle ånderne, så kender denne en person. Det er her, hvor der ofte gives stakkevis af talte beviser og mange dybe personlige og healende beskeder. Eller mediet samler mange modtagere på et sted og har så mange forskellige ånder igennem til de fremmødte, som muligt. Dette sidste er et såkaldt klarsyn. Så selvom fysisk medieskab er det ultimative bevis for en skeptiker på åndernes eksistens, er mentalt medieskab en hurtigere og mindre ressourcekrævende måde at udbrede kendskabet til kommunikation med ånderne og udbrede budskabet om sjælens overlevelse af fysisk død for at give så mange mennesker som muligt glæden, visheden og healingen ved at høre beviser og budskaber fra deres kære afdøde, som er gået over i den åndelige verden.
Klarsyn: Et ritual og en fejring
Et klarsyn er altså en begivenhed, som er en slags ritual (ligesom en gudstjeneste eller en fodboldkamp), som er en fælles oplevelse for alle de fremmødte, hvor mediet kontaktes af forskellige ånder og giver beviser og budskaber til de efterladte. Et klarsyn er et ritual, fordi publikum skal opføre sig på en særlig måde lige som i kirken eller på fodboldtribunen: Være opmærksomme på om de genkender de ånder og beviser, som mediet beskriver, og kun svare ja og nej (eller ’ved ikke/huske ikke’) til de beviser og beskrivelser, som mediet kommer med. Grunden til, at det er vigtigt kun at sige ja og nej, er at når mediet fortæller om ånderne for publikum, er den enkelte modtager sandhedsgaranten for, at det er virkeligt og sandt, hvad mediet siger. Sker det omvendt, at det er modtageren, der fortæller mediet om de afdøde, så er det IKKE bevis for åndernes eksistens og intelligens, men blot et udtryk for modtagerens minder. Derfor er det så vigtigt som modtager IKKE at overtage kontakten, men lade mediet arbejde med ja og nej, og dermed give ens kære afdøde mulighed for at bevise, at de lever videre i den åndelige verden. Mediet skal fra ånden kunne give faktuelle informationer, som mediet ikke vidste på forhånd, ellers beviser det ikke nogen som helst. Men det er også vigtigt, at modtageren siger tydeligt ja og nej, for så kan alle de andre publikummer høre, at kontakten bliver forstået af modtageren, og at det er sandt, hvad mediet siger, for er det sandt, betyder det jo at livet og kærligheden er evige. Et klarsyn som ritual udføres netop for at vise og fejre i glæde at livet er evigt! Og det kan sagtens gøres med humor og varme: De faktuelle informationer udelukker ikke de sjove minder og alle følelserne.
Dårlige medier og bedragere
Altså: Charles’ tante skal selv kunne fortælle mediet, at hun er Charles’ tante, så mediet kan fortælle det til modtageren. Enhver charlatan af et medie kan sige: Jeg har her en ældre dame, som var tanteagtig over for dig, kan du huske hende? Og så sker det, at modtageren mindes den søde tante eller faster og selv begynder at fortælle om tanten, og så kan mediet spille videre på det, som modtageren selv lige har sagt. Dette gør dårlige medier, bedragere og charlataner. Ægte medier fortæller specifikke, konkrete og faktuelle oplysninger fra ånden til modtageren, som så validerer det. Bedragere siger noget uklart, uspecifikt og generelt og beder modtageren om at godtage det som ægte. ”Jeg har her en ældre gråhåret dame, som siger, du har noget af hendes. Hun elsker dig og siger, at du bliver lykkelig nu.” Det kan enhver komme og sige. Det lyder konkret men det er det ikke! Alle har kendt en gråhåret ældre dame og de fleste af os vil begynde at tænke på bedstemødre og lignende. De allerfleste har noget fra deres bedstemor, om det så bare er et fotografi. Alle håber på at være lykkelige, så man vil gerne have den besked. Og der er faktisk derfor bedragere og dårlige medier slipper af sted med det: Fordi modtageren GERNE vil tro på et liv efter døden og GERNE vil høre fra bedstemor og få at vide, at de vil leve lykkeligt. Derfor vælger de ubevidst at tro på mediet, fordi mediet symboliserer alt dette. Men her gælder det virkelig om at skille skidt fra kanel. Man godt sige til mediet: Det er for upræcist, for det kan jo passe på enhver som helst og på mindst 8 afdøde, jeg kender, UDEN at man siger nej til sin tro på livet efter livet og åndernes intelligente kommunikation (Spiritualisme), og UDEN AT MAN SIGER NEJ TIL BEDSTEMOR: Man siger kun nej til mediets evne til at have den påståede kontakt. Man bør gøre sin tro på spiritualismen den tjeneste at sige nej til dårlige og uklare medier (på den måde får vi også bedragerne ryddet af vejen), og vente til det dygtige og trænede medie krydser ens vej, som kan bevise ens tro og giver konkrete faktuelle informationer fra ens kære afdøde. Forskellen på bedragere og dårlige medier er, at bedragerne ikke tror på den åndelige verden og udelukkende gør det for egen vindings skyld, hvorimod de dårlige medier tror på ånderne, men er ikke klar over, hvor mangelfuld deres egen udførelse er. De konkrete faktuelle informationer er det ægte medies kendetegn. I ovenstående eksempel ville det ægte medie have sagt: Jeg har din mormor her (ikke bedstemor), hun dødede da hun var 84 år, hun havde koldbrand og fik sat det ene ben af. Hun dødede, da du var på ferie i Spanien, men du nåede hjem til hendes begravelse. Du har hendes ring, som er af guld med en blå sten. Hun er kommet for at sige: ”Til lykke med din nye uddannelse!” eller hvad beskeden nu end er. Sådan arbejder et ægte medie, med beviser og dernæst med en masse følelsesmæssige og personlige budskaber.
Højne standarden og forbedre kvaliteten
Vi er nødt til at sige nej til de dårlige mediers udformning af kontakterne. Det er den eneste måde at få udviklet bedre medieskab på: Ved at kræve en høj standard, som tvinger medier til at studere og udvikle deres medieskab og præsentation til en vis kvalitet og klarhed, før de kan bruges som beviseførere for den åndelige verden. Det tager tid, lang tid, at udvikle et godt medie, 10 års træning og studier er ikke ualmindeligt, og som medie skal man tage ved lære og træne hele livet. Men nu er det heller ikke sådan, at man som modtager skal blive en ultrakold skeptisk skid, der modarbejder mediet. Jeg opfordrer ikke til, at man skal modarbejde mediet, men til at man skal lade medie arbejde, så det kan bevise åndens tilstedevær og følelser og tanker. Man kan godt som modtager give mediet gode arbejdsbetingelser: Man kan som modtager fremelske og udstråle en god energi for mediet at arbejde i. En positiv udstråling fra publikum giver som regel endnu bedre kontakter og beviser, for medier er meget følsomme (det er via deres sensitivitet at kontakten til den åndelige verden sker), og lader man dem arbejde i en atmosfære af beton-tung og fjendtlig skepsis, er det en rigid energi for mediet at arbejde i, og det vil kunne påvirke kvaliteten i nedadgående retning. Så den rette måde er at udvise skepsis men venlig, respektfuld og åben skepsis. Man skal kræve en høj standard af medierne men uden at ødelægge dem (for så vil de jo ikke bruge deres evner til at hjælpe ånderne med at kommunikere), og medierne skal give dem selv lov og tid til at uddanne sig godt og nå en så høj kvalitet af rigtighed, som potentialet og talentet tillader. For som medie arbejder man aldrig kun på egne vegne. Man arbejder som ambassadør for ånderne, og mediets fejl og mangler bliver til begrænsninger og umuligheder for ånderne, så de ikke kan komme i kontakt med deres efterladte. Et ægte medie vil også lave fejl trods mangeårig træning og komme til at sige forkerte ting, da mange informationer forsvinder i springet mellem den jordiske bevidstheds frekvens og den åndelig verdens frekvens. Et godt medie kan mindske hullerne mellem frekvensernes sammenfald og udfald, men kan aldrig helt undgå disse huller, og vil dermed vil rigtige informationer fra ånderne kunne blive opfattet halvt eller brudt og dermed opfattet forkert af mediet. Men det essentielle er ikke, hvad mediet får opfattet forkert, men rigtigt: Har mediet sagt 30 sande faktuelle ting om den afdøde, ødelægges dette sande portræt ikke af tre fejl. For tro mig det er ikke LET at arbejde som medie. Det er ikke NEMT at sanse den åndelige verden. Man skal løfte sig ud over sig selv og ind i en dimension af vibrationer, som man egentlig først skulle leve i, når man selv er død, og danne en bro mellem de 2 verdener, hvorpå der kan vandre klar og intelligent kommunikation og kærlighed. Det er hamrende svært, men hamrende fantastisk. Derfor bør vi kræve det bedste af vores medier, men også give dem de bedste betingelser, velvidende at det ikke handler om mediets ego men om mediets sensitivitet som bro mellem de to verdener.
Giv mig cpr-nummeret!
Grunden til at det er svært (men ikke umuligt) for mediet at kommunikere med ånderne er, at det ikke foregår direkte fra ånden til mediets hjerne. Vores fysiske vibration kan ikke opfange deres høje frekvens. Derfor, så vidt vides, påvirker ånden mediets sjæl, som så står i forbindelse med mediets krop og dermed med dets nervesystem, som jo bearbejder stimuli i hjernen og omdanner dem til sprog. Denne bro mellem den åndelige verden og mediet er en sjæl til sjæl forbindelse og ikke en hjerne til hjerne forbindelse. Skeptikere siger så tit: Hvorfor siger ånden ikke bare sit navn og adresse eller sit cpr-nummer? Igennem historien har der faktisk også været medier, som har trænet sig op til at kunne få fat i disse informationer. Men for de fleste medier - og ånder – er den følelsesmæssige oplevelse af virkelighed (livet) stærkest, og derfor har de nemmest ved at overføre og opfatte følelsesmæssig eller eksistentiel information: Følelsen af at være en dame/kvinde er stærkere indprentet i ånden end følelsen af et tal eller bogstav. Nogle ånder er dog utrolig gode til at kommunikere enten tal eller bogstaver eller fonemer (lyd-stavelser), men der er stor forskel på ånder og deres kommunikationsevner ligesom, der også er det på levende menneskers kommunikationsevner: Ikke alle er lige abstrakt eller logisk/systematisk tænkende, men jeg vil påstå, at alle mennesker har en følelsesmæssig oplevelse af at være i live og af at være dem selv. Og med lidt fin-tuning fra mediets side og med hjælp fra ånden kan der ud af denne eksistentielle sjæl-til-sjæls kommunikation af følelser komme de mest præcise og overbevisende informationer. Men det er svært at være medie, ingen diskussion om det, for man skal bruge sin følsomhed i en presset situation med forventningen om at præstere maksimalt, og hver ny ånd, er et fremmed (afdødt) mennesker, som man skal kunne kommunikere inderligt med på et split-sekund. Dette pres kan næsten lamme hele mediets sensitivitet, som er broen mellem de to verdener. Men når det så lykkes, er følelsen af at arbejde på vegne af evigheden og kærligheden helt ubeskrivelig givende og tilfredsstillende både for medie, modtager og ånd.
Det universelle sprog: Åndsk!
Jeg er så privilegeret at arbejde som åndeligt medie for ånderne og for de mennesker, som vil høre fra deres kære afdøde, men jeg påtvinger ikke andre min virkelighed og sandhed. Er du ikke til spiritualisme, er det helt i orden med mig, så længe vi kan mødes i fred og kærlighed og med respekt for forskellighederne. Jeg er også så privilegeret, at via mit virke som mediet møder utrolig mange mennesker fra alle mulige steder i verden og arbejder sammen med andre medier i både ind og udland. Jeg har haft afdøde katolikker, jøder og muslimer igennem som kontakter, og de afstod sig ikke fra at bruge et medie, som ikke følger deres jordiske religion. Folk har også spurgt mig: Hvordan kan du tale med min afdøde arabiske svigerfar? For han talte overhovedet ikke dansk, og du taler ikke arabisk! Det kan vi fordi, vi taler sjælens sprog, som jeg også forklarede ovenfor: Det er en sjæl-til-sjæl kontakt imellem ånd og medie, ikke en hjerneoverførelse. Vi taler simpelthen åndsk, som i mit hoved bliver dansk eller til engelsk, hvis jeg arbejder i England, selvom ånden kun talte arabisk, da han levede. Og hvis du spørger mig, så tror jeg i bund og grund, at åndsk er kærlighedens sprog – det tavse usynlige sprog som kan sige alt og danne broer, der hvor adskillelse og ikke-forståelse truer med at ødelægge kommunikation. Og jeg tror, at tale åndsk, at tale kærlighedens sprog, er essensen af spiritualismen og af åndernes budskab til os alle: Vær kærlighed!
Link:
http://www.scottmilligan.net/
Scott Milligans hjemmeside med foto og videooptagelse af ektoplasma og af dyb trance.
https://www.arthurfindlaycollege.org/
Det spiritualistiske college i Stansted nær London, der har kurset året rundt.