"Du er ikke et menneske, der har en åndelig oplevelse. Du er et åndeligt væsen, der har en menneskelig oplevelse." Pierre Theilhard de Chardin, kristen mystiker, 1881 – 1955.
Er vi evig ånd, eller er vi en forgængelig bevidsthed, som har sidste udløbsdag som vores kød? Det er et stort spørgsmål, og har selvfølgelig ikke noget enkelt svar, endsige ét enkelt svar, men derimod uendeligt mange svar, hvis vi skal have alle nuancerne med. Men grundlæggende er der stor forskel på at ville svare ja til det ene og nej til det andet.
For svarer man, at man er en bevidsthed i en klump kød, kommer man til at forsvinde definitivt, når kødet dør, og din største opgave bliver at holde liv i kødet, så længe som overhovedet muligt. Målet med livet er at overleve for at leve og leve fuldt ud. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det. Det er der sådan set ikke noget U-åndeligt i. Man kan sagtens leve med store åndelige værdier, så som at ære alle menneskers frihed, sætte uselviskhed og respekt for alt levende højt og være en stor inspiration for sine medmennesker, elske, og så alligevel mene, at bevidstheden er slut, når kroppen er færdig og kaput.
Man kan også svare, at ånden er evig, og bevidstheden, som den opleves i det jordiske liv, er rodfæstet i vores ånd. En ånd, der eksisterer før dette jordiske liv, og som fortsætter med at eksistere efter livet. En ånd, som har valgt at inkarnere – uanset om det opleves som en nydelsesfuld turist-tur eller en helvedes prøvelse – for at have en unik oplevelse på jorden i præcist denne tid og dette rum. En inkarnation måske blandt tusinder eller millioner af inkarnationer.
Svarer man, at ånden er evig; at vi er et åndeligt væsen, som er nede og have en menneskelig oplevelse, ændrer det ikke noget ved livet som sådan. Det handler stadig om at overleve for at leve, for kroppen er denne inkarnations guddommelige redskab på jorden, og du skal stadig vælge, om du vil leve livet åndeligt og ære alt levende eller ej.
Så forskellen er ens. Åndelige mennesker, bliver ikke forskånet for livet. Vil du have livet, må du omfavne livet på godt og ondt, og kysse det, om det så kysser dig tilbage eller styrter dig i afgrunden. Livets muligheder findes, kun fordi livets risici findes. Alt hvad der kan vindes, kan tabes. Livet er natur, og især vores krop er så meget natur, at den ikke virkelig er vores egen. Den er kun til låns og skal leveres tilbage til jordens atomare smeltedigel, når tiden er moden.
Alligevel er forskellen uendelig stor. Uendelig, for selvom vi skal forlade vores livs materielle frugter og aflevere vores krop tilbage til naturen, når vi dør, så beholder vi alle vores åndelige frugter og lever videre i livet efter livet og udvikler os og dyrker vores åndelige frugter og blomster videre. Når man ved i sit inderste, at livet ikke slutter med døden, bliver fokus på livets åndelige frugter ændret, for de er den eneste rigdom, vi både kan akkumulere igennem det jordiske liv og tage med os ind i det åndelige liv.
Den største frugt er kærligheden til alt levende, og dermed mener jeg ikke bare alt jordisk levende, men også alt åndeligt levende, herunder mennesker som ikke længere lever i kødet (ånder), og kilden til alt åndeligt liv, som nogen kalder for Gud, andre for Helheden eller Det Ene (det usplittede) eller den Betingelsesløse Kærlighed. Uanset hvad man pådutter det af mærkat, vil ordet alligevel aldrig helt kunne sige, hvad det er. For denne kilde overstiger vores forstand og dermed også vores sprog. Det er som en dyb længsel og en viden inden i, at vi alle er dele, som hænger sammen i en helhed, der både er os og større end os, og alligevel er den uden for vores sprog, af den simple grund, at vi levede, før vi blev født, og vi vil levere videre efter døden, og derfor er den uden for vores timelige sprog, som kun taler om den jordiske verden.
Folk spørger tit: Hvordan kan jeg vide, at der er et liv efter døden? Her mener de ofte: Kan jeg få en garanti, en forklaring, et bevis. Det kan man ikke. Du må selv undersøge det i verden og inde i dig selv. For hvad der er bevis for den ene person, er ikke bevis for den anden person. Alligevel findes der garantier (så som du er dømt til at dø så længe du lever, og du er dømt til at opleve, så længe du lever), der findes forklaringer og beviser, men de er ikke objektive sandheder, men subjektive sandheder med så stor gennemslagskraft, at de kan ændre ens livssyn.
De stærkeste beviser, jeg har oplevet, er i kraft af mit arbejde som clairvoyant medie. Tusindvis af gange har jeg via mine åndelige sanser været mellemmand mellem ånder og deres levende pårørende, hvor ånderne, som jo er mennesker der lever i livet efter livet, har givet beviser på hvordan de dødede, hvor de boede, hvad de tænkte, hvad de følte, hvad de kunne lide og ikke lide helt ned i konkrete detaljer, som kun ånderne og deres pårørende har kunnet vide. Ikke jeg som medie. Ånderne, menneskene i livet efter livet, har endda også kommunikeret ting og begivenheder, som hverken jeg eller deres pårørende vidste om, men som de har måttet forske sig frem til efter seancen.
Men for nogle spirituelle mennesker er kontakten med afdøde ikke det, der er beviset. Det er så måske universets store design fra det mindste atomare til det gigantiske galaktiske; for andre igen er det oplevelsen af enhed med livet og den universelle energi, som udgør beviset. Denne sammensmeltning med det universelle, har jeg oplevet i små øjeblikke, som føles som en åndelig ekstase, der gennemryster ens væren med en viden, som er stum i vores sprog, men som fylder en med en livsenergi og livsbeundring og livsforundring af fantastiske dimensioner. For andre igen, er det kærligheden imellem mennesker. Hvad mon dit bevis er?
Vores liv er dobbelt, når vi indser, at det ikke kun er jordisk og slutter med den fysiske død. Vi har muligheden for at leve 2 liv i ét på samme tid. Mange mennesker er bange for, at dét at leve åndeligt vil sige at skulle fornægte det jordiske liv. Men det betyder det på ingen måde. Man bliver ikke mere åndelig af at fornægte noget, især ikke hvis at være åndelig betyder at favne helheden, så er der jo ikke noget, der kan fornægtes, fortrænges, smides bort. Det kan bedømmes og reageres på, måske ændres, transformeres, men det kan ikke fornægtes.
At være dobbelt agent her på jorden betyder blot at leve med 2 formål – at leve det timelige og det evige liv her og nu. Her og nu og altid og have en evighed til samle kærlighed i, samle åndens frugter i. Binde bånd af kærlighed. Løsne bånd af ukærlighed og af syg afhængighed og misbrug. At helbrede, at hele. Og ikke at splintre eller ødelægge det, som vil samles og vokse.
Men når vi har dobbelt liv, betyder det ikke at vi skal stresse dobbelt, få åndelig udviklingsstress oven i den jordiske stress, vi er så gode til at skabe for os selv. Faktisk dyrker vi bedst vores åndelige liv, når vi slapper af fra vores jordiske liv. Når vi hviler os, når hjernen kører uden kontrol, når vi mediterer, skaber en bøn, er kreative, frit fabulerende, frit sansende, oplevende, går omkring på må og få, når vi hygger os, pjatter sammen, opmuntrer hinanden, elsker og har sex.
Så det, der kan virke unyttigt set med jordiske effektivitets-øjne, er måske lige netop, der nærer vores åndelige selv. Og som giver os styrken til at gå igennem de sorte og tragiske dele af livet, som ikke hverken kan løses som problemer eller arbejdes sig ud af. Åndelighed er lys – ingen behøver gøre sig fortjent til det lys eller arbejde sig frem til det – vi er alle allerede lys. Lyset er vores ret. Jorden er kun et lån.
Vi lever et sådan dobbelt liv, både jordisk og åndeligt, og derfor er det ikke underligt, at der til fx udbrændthed og depression ikke altid findes en jordisk forklaring og/eller løsning. Folk kan være udbrændte og deprimerede pga. arbejde, samliv, selvværd, skænderier, fedme, problemer med familie, børn osv. Og de vil som regel få det bedre i takt med, at disse konkrete problemer bliver løst. Men nogle mennesker har ikke problemer med disse jordiske aspekter og alligevel føler de sig deprimerede.
Disse mennesker har det jeg kalder en åndelig depression. De ved ikke, at de har mistet forbindelse til deres egen åndelige livsenergi, og at de kan forny sig ved den igen. Ofte føler de blot en dyb utilfredshed, en manglende begejstring og en dyb længsel mod noget, de ikke ved, hvad er. De føler sig heller ikke hjulpet af praktisk problemløsninger eller fysisk hjælp, men derimod ved at blive hjulpet til at gå i gang med en indre rejse frem til at møde deres egen ånd igen, at finde den indre lyskilde.
For den, som har fundet sin indre lyskilde og kan lyse stærkt indefra og ud, er livets mørke kommet mere på afstand. Ikke fordi livet holder op med at have sine mørke sider, for livet er som os, dobbelt, yin og yang, lys og mørke, liv og død, ånd og materie, men dét menneske, som er lys i sig selv, lyser mørket bort, væk fra centrum, hvor der skal være lys og luft, varme og næring. Mørket kan ikke helt forsvinde, men skyggerne kan blive mere forståelige og måske mindre skræmmende.
Og når krop, stemme, tøj, make-up, adfærd og tale er vores jordiske måde at signalere på, så er lyset vores åndelige måde at signalere på: Når vi tænder lyset, kan de andre lysvæsener, inkarnerede som diskarnerede, se og finde os.
Alle som kan se med åndeligt syn (clairvoyance), kan se dit lys, for det er din åndelig krop. Men har du selv tændt dit lys i din jordiske skal? Lever du et sandt dobbeltliv, hvor de to livsenergier fra den jordiske natur og fra den åndelige natur befrugter hinanden? Min bøn for dig – ja for os alle sammen - er at dét gør vi: Lever dobbelt for at leve helt og ikke halvt.
Er vi evig ånd, eller er vi en forgængelig bevidsthed, som har sidste udløbsdag som vores kød? Det er et stort spørgsmål, og har selvfølgelig ikke noget enkelt svar, endsige ét enkelt svar, men derimod uendeligt mange svar, hvis vi skal have alle nuancerne med. Men grundlæggende er der stor forskel på at ville svare ja til det ene og nej til det andet.
For svarer man, at man er en bevidsthed i en klump kød, kommer man til at forsvinde definitivt, når kødet dør, og din største opgave bliver at holde liv i kødet, så længe som overhovedet muligt. Målet med livet er at overleve for at leve og leve fuldt ud. Lev mens du gør det, elsk mens du tør det. Det er der sådan set ikke noget U-åndeligt i. Man kan sagtens leve med store åndelige værdier, så som at ære alle menneskers frihed, sætte uselviskhed og respekt for alt levende højt og være en stor inspiration for sine medmennesker, elske, og så alligevel mene, at bevidstheden er slut, når kroppen er færdig og kaput.
Man kan også svare, at ånden er evig, og bevidstheden, som den opleves i det jordiske liv, er rodfæstet i vores ånd. En ånd, der eksisterer før dette jordiske liv, og som fortsætter med at eksistere efter livet. En ånd, som har valgt at inkarnere – uanset om det opleves som en nydelsesfuld turist-tur eller en helvedes prøvelse – for at have en unik oplevelse på jorden i præcist denne tid og dette rum. En inkarnation måske blandt tusinder eller millioner af inkarnationer.
Svarer man, at ånden er evig; at vi er et åndeligt væsen, som er nede og have en menneskelig oplevelse, ændrer det ikke noget ved livet som sådan. Det handler stadig om at overleve for at leve, for kroppen er denne inkarnations guddommelige redskab på jorden, og du skal stadig vælge, om du vil leve livet åndeligt og ære alt levende eller ej.
Så forskellen er ens. Åndelige mennesker, bliver ikke forskånet for livet. Vil du have livet, må du omfavne livet på godt og ondt, og kysse det, om det så kysser dig tilbage eller styrter dig i afgrunden. Livets muligheder findes, kun fordi livets risici findes. Alt hvad der kan vindes, kan tabes. Livet er natur, og især vores krop er så meget natur, at den ikke virkelig er vores egen. Den er kun til låns og skal leveres tilbage til jordens atomare smeltedigel, når tiden er moden.
Alligevel er forskellen uendelig stor. Uendelig, for selvom vi skal forlade vores livs materielle frugter og aflevere vores krop tilbage til naturen, når vi dør, så beholder vi alle vores åndelige frugter og lever videre i livet efter livet og udvikler os og dyrker vores åndelige frugter og blomster videre. Når man ved i sit inderste, at livet ikke slutter med døden, bliver fokus på livets åndelige frugter ændret, for de er den eneste rigdom, vi både kan akkumulere igennem det jordiske liv og tage med os ind i det åndelige liv.
Den største frugt er kærligheden til alt levende, og dermed mener jeg ikke bare alt jordisk levende, men også alt åndeligt levende, herunder mennesker som ikke længere lever i kødet (ånder), og kilden til alt åndeligt liv, som nogen kalder for Gud, andre for Helheden eller Det Ene (det usplittede) eller den Betingelsesløse Kærlighed. Uanset hvad man pådutter det af mærkat, vil ordet alligevel aldrig helt kunne sige, hvad det er. For denne kilde overstiger vores forstand og dermed også vores sprog. Det er som en dyb længsel og en viden inden i, at vi alle er dele, som hænger sammen i en helhed, der både er os og større end os, og alligevel er den uden for vores sprog, af den simple grund, at vi levede, før vi blev født, og vi vil levere videre efter døden, og derfor er den uden for vores timelige sprog, som kun taler om den jordiske verden.
Folk spørger tit: Hvordan kan jeg vide, at der er et liv efter døden? Her mener de ofte: Kan jeg få en garanti, en forklaring, et bevis. Det kan man ikke. Du må selv undersøge det i verden og inde i dig selv. For hvad der er bevis for den ene person, er ikke bevis for den anden person. Alligevel findes der garantier (så som du er dømt til at dø så længe du lever, og du er dømt til at opleve, så længe du lever), der findes forklaringer og beviser, men de er ikke objektive sandheder, men subjektive sandheder med så stor gennemslagskraft, at de kan ændre ens livssyn.
De stærkeste beviser, jeg har oplevet, er i kraft af mit arbejde som clairvoyant medie. Tusindvis af gange har jeg via mine åndelige sanser været mellemmand mellem ånder og deres levende pårørende, hvor ånderne, som jo er mennesker der lever i livet efter livet, har givet beviser på hvordan de dødede, hvor de boede, hvad de tænkte, hvad de følte, hvad de kunne lide og ikke lide helt ned i konkrete detaljer, som kun ånderne og deres pårørende har kunnet vide. Ikke jeg som medie. Ånderne, menneskene i livet efter livet, har endda også kommunikeret ting og begivenheder, som hverken jeg eller deres pårørende vidste om, men som de har måttet forske sig frem til efter seancen.
Men for nogle spirituelle mennesker er kontakten med afdøde ikke det, der er beviset. Det er så måske universets store design fra det mindste atomare til det gigantiske galaktiske; for andre igen er det oplevelsen af enhed med livet og den universelle energi, som udgør beviset. Denne sammensmeltning med det universelle, har jeg oplevet i små øjeblikke, som føles som en åndelig ekstase, der gennemryster ens væren med en viden, som er stum i vores sprog, men som fylder en med en livsenergi og livsbeundring og livsforundring af fantastiske dimensioner. For andre igen, er det kærligheden imellem mennesker. Hvad mon dit bevis er?
Vores liv er dobbelt, når vi indser, at det ikke kun er jordisk og slutter med den fysiske død. Vi har muligheden for at leve 2 liv i ét på samme tid. Mange mennesker er bange for, at dét at leve åndeligt vil sige at skulle fornægte det jordiske liv. Men det betyder det på ingen måde. Man bliver ikke mere åndelig af at fornægte noget, især ikke hvis at være åndelig betyder at favne helheden, så er der jo ikke noget, der kan fornægtes, fortrænges, smides bort. Det kan bedømmes og reageres på, måske ændres, transformeres, men det kan ikke fornægtes.
At være dobbelt agent her på jorden betyder blot at leve med 2 formål – at leve det timelige og det evige liv her og nu. Her og nu og altid og have en evighed til samle kærlighed i, samle åndens frugter i. Binde bånd af kærlighed. Løsne bånd af ukærlighed og af syg afhængighed og misbrug. At helbrede, at hele. Og ikke at splintre eller ødelægge det, som vil samles og vokse.
Men når vi har dobbelt liv, betyder det ikke at vi skal stresse dobbelt, få åndelig udviklingsstress oven i den jordiske stress, vi er så gode til at skabe for os selv. Faktisk dyrker vi bedst vores åndelige liv, når vi slapper af fra vores jordiske liv. Når vi hviler os, når hjernen kører uden kontrol, når vi mediterer, skaber en bøn, er kreative, frit fabulerende, frit sansende, oplevende, går omkring på må og få, når vi hygger os, pjatter sammen, opmuntrer hinanden, elsker og har sex.
Så det, der kan virke unyttigt set med jordiske effektivitets-øjne, er måske lige netop, der nærer vores åndelige selv. Og som giver os styrken til at gå igennem de sorte og tragiske dele af livet, som ikke hverken kan løses som problemer eller arbejdes sig ud af. Åndelighed er lys – ingen behøver gøre sig fortjent til det lys eller arbejde sig frem til det – vi er alle allerede lys. Lyset er vores ret. Jorden er kun et lån.
Vi lever et sådan dobbelt liv, både jordisk og åndeligt, og derfor er det ikke underligt, at der til fx udbrændthed og depression ikke altid findes en jordisk forklaring og/eller løsning. Folk kan være udbrændte og deprimerede pga. arbejde, samliv, selvværd, skænderier, fedme, problemer med familie, børn osv. Og de vil som regel få det bedre i takt med, at disse konkrete problemer bliver løst. Men nogle mennesker har ikke problemer med disse jordiske aspekter og alligevel føler de sig deprimerede.
Disse mennesker har det jeg kalder en åndelig depression. De ved ikke, at de har mistet forbindelse til deres egen åndelige livsenergi, og at de kan forny sig ved den igen. Ofte føler de blot en dyb utilfredshed, en manglende begejstring og en dyb længsel mod noget, de ikke ved, hvad er. De føler sig heller ikke hjulpet af praktisk problemløsninger eller fysisk hjælp, men derimod ved at blive hjulpet til at gå i gang med en indre rejse frem til at møde deres egen ånd igen, at finde den indre lyskilde.
For den, som har fundet sin indre lyskilde og kan lyse stærkt indefra og ud, er livets mørke kommet mere på afstand. Ikke fordi livet holder op med at have sine mørke sider, for livet er som os, dobbelt, yin og yang, lys og mørke, liv og død, ånd og materie, men dét menneske, som er lys i sig selv, lyser mørket bort, væk fra centrum, hvor der skal være lys og luft, varme og næring. Mørket kan ikke helt forsvinde, men skyggerne kan blive mere forståelige og måske mindre skræmmende.
Og når krop, stemme, tøj, make-up, adfærd og tale er vores jordiske måde at signalere på, så er lyset vores åndelige måde at signalere på: Når vi tænder lyset, kan de andre lysvæsener, inkarnerede som diskarnerede, se og finde os.
Alle som kan se med åndeligt syn (clairvoyance), kan se dit lys, for det er din åndelig krop. Men har du selv tændt dit lys i din jordiske skal? Lever du et sandt dobbeltliv, hvor de to livsenergier fra den jordiske natur og fra den åndelige natur befrugter hinanden? Min bøn for dig – ja for os alle sammen - er at dét gør vi: Lever dobbelt for at leve helt og ikke halvt.