Husrensninger for klæbeånder - en (u)farlig tradition?

HUSRENSNING FOR KLÆBE-ÅNDER – EN (U)FARLIG TRADITION?

Om ubehagelig og skræmmende åndelig aktivitet i folks hjem og om mediers rolle i de såkaldte ’Husrensninger’, hvor medier sender de generende ånder bort.



Dette er ikke en artikel med en lang række uhyggelige historier om besættelser, men en diskussion af, hvad der er på spil i praksissen ’Husrensning’, og af om medierne er helt bevidste om deres ansvar og det livssyn og det syn på åndeverdenen, der fremvises og promoveres i denne uddrivelses-tradition, der læner sig op ad og låner fra eksorcismen. Dette er altså en oplysnings- og debatartikel om synet på Det Onde og mediets rolle. En artikel, som i al respektfuldhed giver udtryk for skribentens egen holdning.

Af Thomas Sonne Nielsen, cand.mag. og åndeligt medie.

Huse med voldsom åndelig aktivitet


Folk kan i deres hjem (og andre bygninger eller steder) opleve, at der er aktivitet fra den åndelige verden: Elektriske apparater og lamper tænder og slukker af sig selv, der høres fodtrin, døre åbner og lukker af sig selv. Kolde briser, ubehagelig lugte, følelsen af tunghed, kvalme. Der er en følelse af, at ånder er tilstede: At man bliver overvåget eller endog rørt ved og skubbet til. Ofte opleves hovedpine og en tendens til melankoli kombineret med følelsen af, at den uindbundne åndelige tilstedeværelse kun vil beboeren noget dårligt. Resultatet er ofte frygt, angst, anspændthed, søvnløse nætter og derfor træthed til følge og en ulyst til at være hjemme: En følelse af at være uvelkommen i sit eget hjem. Eller følelsen af, at der er ånder, der tilsyneladende hele tiden vil gøre opmærksom på, hvor dårligt de har det for at få opmærksomhed og energi fra de levende. Disse oplevelser er fuldt ud reelle. Sådan opleves det: Dette sker virkelig for folk.

Et medie tilkaldes for at rense


I sådanne tilfælde kan folk tilkalde en clairvoyant eller et medie, som så foretager en såkaldt husrensning, hvor de generende ånder bliver fortalt, at de er døde, og at de skal gå over i lyset. De bliver sendt væk. Det er den ældgamle tradition af uddrivelse eller eksorcisme bare i en moderne ’light’ udgave. Eksorcisme eller uddrivelse af ånder findes i mange samfund og kulturer op igennem menneskehedens historie. Eksorcisme betyder at uddrive onde ånder med besværgelser enten ved bøn til en guddom eller ved direkte befalingen. Den typiske moderne husrensning bygger på at uddrive de uønskede ånder gennem en opfordring til dem om at give slip og gå over i lyset, fordi man mener, de sidder fast i det jordiske, klæber til jordiske steder og mennesker. Deraf navnet klæbe-ånd.

Diskriminering af den åndelige verden?


Hvor jeg finder de levende beboeres oplevelser helt autentiske og virkelige, så finder jeg til gengæld denne uddrivelses-praksis både forældet, problematisk, angst-forstørrende og meget diskriminerende over for åndeverdenen og generelt mere et rituelt egobaseret power-trip end en egentlig behandling af selve problemet. I Danmark – og i mange andre lande – har vi en tradition for husrensning. Men skal vi gentage denne tradition blindt uden at undersøge, hvad denne form for eksorcisme gør ved os og gør ved vores forhold til den åndelige verden, uden at undersøge, om der var andre måder disse ubehagelige fænomener, som folk reelt oplever, kunne gøres på en bedre og mere healende måde ved at samarbejde med den åndelige verden i stedet for at diskriminere den? Det er op til dig kære læser at vurdere det selv. Nu vil jeg uddybe, hvorfor jeg ønsker fornyelse:

Angst med angst på


Frygt avler nemlig frygt. Desværre. Det menneskelige underbevidste sind er pivåbent og fungerer især via følelser, der ikke argumenterer men agiterer (provokerer), og som fungerer ved at gentage af de samme stemninger og ideer. Så er der først introduceret den mindste negative oplevelse i det underbevidste sind, skal der gøres en bevidst anstrengelse for at forhindre, at den ikke gentages om og om igen i underbevidstheden, hvor den ellers kan vokse sig endnu større og blive selvforstærkende. Dette er hypnotisørens arbejde: At plante positive ideer og følelser i underbevidstheden som erstatning for de uønskede negative. Tankens kraft er sindets arkitektur, og følelserne er sindets benzin. Fok oplever og gennemlever disse åndelige aktiviteter, som skræmmer dem og generer dem, fordi de simpelthen er åndeligt sensitive – dvs. har mediumistiske evner – uden at vide det. Ofte er det især børnene eller de unge på bopælen. Når de så oplever, at de bliver overvåget, kigget på dem og skubbet til, så skabes der en helt naturlig angstreaktion. Og dermed opleves den åndelige aktivitet som noget yderst negativt og farligt. Det er en naturlig nedarvet menneskeligt forsvarsmekanisme at blive bange for noget uventet, usynligt og ikkeforståeligt, der pludselig optræder i vores intimsfære. Så slår vores ’fight or flight respons’ – kæmp eller flygt instinktet – ind, som det skal. Og har man først oplevet, at nogen eller noget står ved ens seng om natten og kigger på en, så man bliver bange derfor, og så vil man næste nat allerede VÆRE bange længe INDEN, man skal ind i værelset og gøre sig klar til at sove. Man vil nærmest forvente, at den samme oplevelse kan ske igen også i nat, og dermed vil man allerede være programmet til at gentage angstreaktionen. Dvs. man reagerer på det ukendte ved at hidse sig op over det, men også ved at skubbe det væk. Dermed bliver der skabt en kløft mellem menneske og åndeligt fænomen, hvor den ånd, der er tilstede, ikke har mulighed for at komme tæt på den levende for at berolige den levende og sige den reelle grund til åndens tilstedeværelse, fordi den levende trækker sig længere og længere ind i sin angst-reaktion. Kommer så dertil en anden person som fx en clairvoyant, der skal hjælpe den levende, og fastslår, at noget ondt er er tilstede fra den åndelige side, ja så bliver afgrunden mellem ånd og levende person kun dybere og bredere. Meget nemt bliver den åndelige verdens tilstedeværelse misforstået pga. vores iboende forsvarsmekanisme, som reagerer med frygt og afstandtagen på alt pludseligt, uforklarligt og intenst i vores intimsfære, og dermed er hele det første møde mellem levende og åndelig verden, startet på en yderst dårlig måde, der meget nemt bliver en selvforstærkende ond cirkel af dårlige og skræmmende oplevelser.

Findes Det Onde?


Her vil jeg gerne lige behandle begrebet Det Onde. Hvad kom først englen eller dæmonen? Hvad kom først den nedarvede og kulturelt videregivne idé om Det Onde, Djævlen, Dæmoner, Vampyrer eller et autentisk personligt og virkeligt møde noget ondt fra den åndelige side? Hønen eller ægget? Er det ikke, fordi vi har lært eller fået at vide allerede fra barnsben, at det onde findes, at vi opfatter skræmmende fænomener som onde? Vi har måske ikke direkte lært om Det Onde i vores mere og mere rationelle skolegang – men så via eventyr og gyserfilm, spøgelseshistorier, og især gennem en bred vifte af computerspil, som børn og unge sluger råt, men også gennem de etablerede religioners retorik om Djævlen og besættelse og tabt af sin evige sjæl i Helvede osv. Vi har faktisk først lært om Det Åndelige Onde gennem kulturelt producerede og overgivne spekulationer og ideer, og dermed har vi grundigt kodet vores underbevidste sind i Onde modus, langt tid inden vi overhovedet får mulighed for at møde noget som kunne opfattes som Det Onde fra åndelig side. Vores sind er allerede farvet og programmeret til at forstå åndelige oplevelser på en bestemt måde. Vi tolker det, vi ikke forstår, og som derfor skræmmer os som det onde som dæmonisk og truende: I middelalderen var hele verden bygget i et livssyn – en kosmologi – som delte alt op i en kamp mellem det gode og det onde, hvor det onde hele tiden lige var ved at vinde ved at lokke dig og besætte dig, så du gik væk fra dyden smalle sti (Dvs. væk fra den livsstil magthaverne som præsteskabet også var en del af, ville forme dig til at leve op til). Derfor skulle du trues, skræmmes til at leve det prædefinere dydige liv for at sikre dig din frelse og det evige liv (igen prædefineret), din billet til paradiset eller andre udtryksformer for guddommens himmel og salighed. Er denne opfattelse af Det Onde ikke et levn fra fortiden? Et fortidigt kulturelt spil om sandheden og livsstil, hvor præsteskabet ikke ville have almindelige mennesker til at tænke og tale frit med den åndelige verden (for tænk om ånderne sagde noget der modsagde præsteskabet) og derfor skræmte folk med udsigten til fortabelsen i Det Onde. Det var en effektiv måde at manipulere og dressere folk på.

Kaste fortidens manipulation af os


Det er på tide at kaste dette åg som ideen om det onde er af både os og af den åndelige verden. HVIS DET VIRKELIGT ONDE ALLEREDE FANDTES OVERALT I DEN ÅNDELIGE VERDEN MED SÅ MEGET MAGT OVER OS HER PÅ JORDEN, SÅ VAR VI ALLEREDE UDSLETTEDE OG TILINTETGJORT FOR LÆNGST! Det menneskelige onde findes selvfølgelig. Men det er en anden snak helt og aldeles. Når vi taler om det jordiske onde, så snakker vi om enten et etisk/bevidst valg om at være ond eller om forskellige former for (mentale) sygdomme, der udtrykker sig som manglende empati og sympati, manglende indlevelse og medfølelse. Personligt frygter jeg ikke den åndelige verden, selvom også jeg har haft vildt intense oplevelser med åndelige verden, der først kunne virke skræmmende men som vidste sig at være udtryk for den største kærlighed og rene gaver. Jeg frygter til gengæld det jordiske onde. I alle mine 17 år som aktivt medie har jeg aldrig set eller mødt noget ONDT fra den åndelige verden. Det har jeg til gengæld oplevet fra den menneskelige verden – til den åndelige verdens store sorg.

En (u)farlig tradition?


Så når et medie, som er blevet bedt om at foretage en rensning, taler om og bortsender onde ånder, så synes jeg, det er en farlig tradition, der skaber mere angst end den oprindelige angst, der jo skulle fjernes ved at rense: For er man en gang blevet renset, så kan det jo ske at huset eller personerne igen bliver ’angrebet’ af klæbe-ånder med onde intentioner. Et helvedesagtig univers og livssyn om det åndelige er faktisk blevet skabt, og det livssyn efterlades hos beboeren af det husrensende medie efter selve husrensningen. At vi mennesker til tider kan have brug for ideen om Det Onde for at forklare/bortforklare/retfærdiggøre/undskylde det ubehagelige/sårende/voldsomme/rædselsfulde/triste, der sker i vores liv, eller som vi selv påføre os selv eller andre mere eller mindre bevidst, er en anden side af Det Onde som en funktion i vores egen menneskelige psykologi. En projicerings-funktion, som gør, at vi bedre kan mestre/balancere/navigere i vores livs hændelser, hvis vi spalter det ubehagelig fra os selv og projicere det ud på andre, som fx den åndelige verden. På den må kan vi skubbe ansvaret væk fra os: Det var ikke os selv, det var noget udefra, noget ondt. Men på den måde tager man ikke ejerskab for hele sit liv, og man bliver nemt offer fra andre, som ønsker at manipulere ens frygtbilleder til deres fordel. Derfor er det vigtig, at du gør op med dine nedarvede og automatisk forestillinger om Det Onde, for de er selvforstærkende og selvopretholdende og kan til sidst blive til mentale fængsler.

At se skygger – det perifere syn


Når folk siger, at de ser sorte skygger, så tolker de, at det er noget ondt (sort som Djævelen). Men grunden til, at vi ser åndelig energi og dermed åndeskikkelse som enten sorte eller hvide skygger (deraf alle de hvide damer, der spøger rundt omkring), er at vi ser ånderne med det perifere syn, med randen af synsnerven, som ikke opfatter i farver men kun i sort/hvid og som ikke ser skarpt. Typisk ser folk disse skygger ud af øjenkrogen, dvs. med det perifere syn, og når de vender hovedet og stiller skarpt, er skikkelsen ikke længere synligt. Så de sorte skygger er IKKE et udtryk for Det Onde men for vores synsnerves kapacitet.

Jordbundne ånder – er Himlen da et kedeligt sted?


Ideen om at ånderne klæber eller besætter eller generer, fordi de sidder fast/er bundet til det jordiske, har jeg det meget svært ved, da jeg hele tiden i mit arbejde som medie oplever beviser for, hvor utroligt intelligent og kærlig den åndelige verden er. Ånderne følger kærligt med i vores liv, men det betyder ikke, at de ikke har andet at foretage sig i den åndelige verden. Ånderne lever i den åndelige verden. De hænger der ikke som glansbilleder på en opslagstavle – passive og urørlige: Ideen om himlen som et passivt sted er også en nedarvet tradition fra de forskellige religioner. Fra kristendommen har vi ideen om, at man venter på at komme i paradis ved den yderste dag/dommedag, og det er derfor man ikke må forstyrre/tale med de døde, fordi de sover/venter på at møde Gud. Fra hinduismen og buddhismen fra vi ideen om, at man kommer til jorden for at lære og er nødt til at genfødes her for at lære sine lektier, hvilket kan føre til antagelsen, at der er aktivitet kun på jorden og ikke i himlen. Men ånder fortæller os igen og igen, at de tager sig af hinanden, udveksler med hinanden, lærer af hinanden indbyrdes, griner med hinanden og at der findes uendeligt mange skabende aktiviteter, de kan udføre og deltage i, og mange dimensioner, lokaliteter de kan være i. Derfor har de ikke brug for jorden derover til at leve deres åndelig liv og slet ikke brug for at klæbe til nogen eller noget. De ved også, hvornår folk på jorden er ved at dø, og står klar til at hente og tage imod den nyligt døde, så tanken om, at den døde ikke ved, at han eller hun ikke er død, eller er forvirret om hvor døren til himlen er, forekommer derfor ulogisk og absurd. Selv folk der pludseligt og tragisk, bliver hentede. Alle er kendte, ingen er glemte. Medier, der ikke har forstået den åndelige verdens tæthed og kærlighed til os, gentager et dogme, om at vi kan samle en klæbe-ånd op, når vi er i en sårbar situation som fx når vi er syge, på operationsbordet, i dyb sorg, deprimererede, under på virkning af stoffer osv. Igen fremelsker et sådan syn endnu mere frygt og angst for at gå igennem almenmenneskelige hændelser, livets kriser og andre faser i vores liv, hvor det stik modsatte faktisk er gældende: I sådanne svære situationer er den åndelige verden os ofte utrolig nær med følgeskab, kærlighed, støtte, opmuntring og omfavnelse. Så et mere eller mindre godt medies udtalelse om, at du har en klæbe-ånd på dig, kan faktisk klæbe til din underbevidsthed resten af dit liv. Hvem er skurken så? Den åndelige verden eller det påduttende medie? Jeg ved godt, hvad jeg mener, hvad mener du?

Hvor sendes de udrensede ånder egentlig hen?


I en husrensning sender det rensende medie ofte ånderne væk. Men hvor sendes de egentlig hen? Men siger over i lyset. Men de er jo allerede døde og dermed allerede i den åndelige verdens lys. Tanken om, at ånderne ikke ved, at de er døde, forekommer mig ulogisk. Det vil være det samme som at sige til en kvinde, der har født, at hun ikke vidste hun har født. Det tror jeg nu nok hun gør. Det samme som, at du tog et fly eller en 5 timers skriftlig eksamen, og folk så sagde, at du ikke vidste, at du har været med flyet eller siddet til den eksamen. Man postulerer, at ånderne sidder fast eller klæber til personer og steder, fordi de enten er så materialistiske, at de ikke kan gå ind i himlen (noget sludder for i himlen findes der også oplevelsen af huse, heste køer og får, sølv og guld, hvis det er det som ånd, man ønsker at beskæftige sig med) eller så forvirrede, at de ikke hvor himlen er (!). Det her folk tyer til et medie for at få hjælp til at rense huset for sjæle der ikke er gået over, for spøgelser kort sagt. Og det er her jeg tænker, hvordan I alverden skulle et medie kunne bestemme over ånderne? Et medie er ikke gud, er ikke alvidende eller almægtig og har mestendels af sin sansning bundet til det jordiske, fordi mediet er inkarneret, så jeg kan på intet tidspunkt se, hvordan et medie kunne besidde åndelig autoritet til at bestemme over, hvor andre ånder - eller for den sags skyld andre levende mennesker - skulle befinde sig og opføre sig. Vi er frie mennesker med fri vilje, vi er også frie ånder med fri vilje både før og efter vores ophold på jorden. Det eneste man kan bestemme som medie er, om mediet vil tale med ånderne eller ej, og det er under forudsætning af, at de også vil tale med mediet. Hvis ånderne ikke vil tale med mediet, er der ingen sand kommunikation, men – selvom der ingen kommunikation/udveksling er - så kan mediet stadig SE og FØLE åndernes tilstedeværelse! Dermed er det nemt for den clairvoyante/mediet at projicere sin egen forståelse (eller mangel på samme) over på ånderne, og derefter fortælle de levende klienter om, hvad mediet føler og ser, som om det var kommunikation fra de ånderne (som dog ingenting har sagt). Budskaberne og beskederne bliver så at sige lagt i munden på ånderne af mediet. I viderebringelsen af åndelige indtryk er det super vigtigt, at den clairvoyante/mediet forstår at skelne mellem egen tolkning af diverse indtryk – som er en subjektivt frembragt sandhed sket på mediets anmodning – og kommunikation/beskeder afgivet fra ånderne – som er villet afsendt sandhed sket på åndernes anmodning. Aflæsning eller kommunikation! Mange jordiske menneskers misforståelser af den åndelige verden kunne kommes til livs ved, at medier blevet mere trænede i deres skelneevne mellem disse to vidt forskellige niveauer af sansning, før de overhovedet begiver sig i kast med en ’eksorcisme light’ som husrensning foregiver sig at være.

Et liv reduceres til kun at være negativt


Min store bekymring ved de husrensninger, jeg er blevet fortalt om af klienter, eller de eksempler vi har kunne se i danske tv-programmer som ”Åndernes Magt” og ”Ånderne Vender Tilbage” og lignende er den store grad af REDUKTIONISME, der kommer for dagen i de afdødekontakter, der foretages på de ånder, der rumsterer i de besatte huse: Den afdødes hele liv og komplekse personlighed reduceres til kun at være én ting: Ond, vred, ulykkelig, grisk, voldelig. Eksempelvis en ældre mand, der ikke kunne lide børn. Mediet finder frem til, at han ikke syntes om larmende børn i hans indkørsel og gennede dem væk. Og han nu går igen og kan stadig ikke lide børn. Men måske led han af hovedpine, den gang han levede, eller andre smerter eller sortsind og depression og brød sig ikke om skrigende børn lige op i hans ansigt? Gør det ham til total ond og genganger i det åndelige liv? Gør det ham umenneskelig? Annulleres alt det gode, han ellers havde i sin personlighed og havde gjort i sit liv? Alt for ofte reducerer mediet, der skal rense, den afdøde til at være det modsvarende billede af det indtryk, som beboeren allerede har fået. Og det er jo negativ: rejsen rundt i den negative spiral er begyndt. Selvfølgelig er mediet nødt til at gå ind i det negative, for det er jo grunden til at det er blevet tilkaldt, og et medie er en sensitiv, der også mærker de levende beboeres energi, og den er jo fuld af frygt, så mediet skal være meget stærk og øve sig i at holde sig neutral for ikke at gå i det negative univers af selvforstærkende oplevelser. Hvis mediet ikke oplever noget negativt, er der jo ingen grund til at rense! Denne reduktionisme skal undgås, for ellers kan mediet ikke være til hjælp for begge verdener samtidigt. Så medier skal for alt i verden huske at stemme sig som et musikinstrument på en neutral og åben måde for at undgå at være udelukkende negativt afsøgende.

Husharmonisering i stedet for husrensning


Jeg har været på såkaldte husrensninger for at undersøge og opleve – og ikke udføre en traditionel husrensning. Hver gang drejede det sig om levende mennesker med åndelige evner i udbrud og en stærkt ønske fra den anden side om at kommunikere. Så hvis ånderne er der for at kommunikere, så vil de da ikke lade sig afskrække af, at der står et eller andet lille medie med røgelsespind og siger ”væk, væk!”. Jeg kan ikke som medie rense nogen eller noget. Jeg kan via kommunikation skabe forståelse af den ubehagelige oplevelse og af energifænomenerne mellem de to sider af livet og opfordre dem begge to til at ændre både indstilling og adfærd, så de kan leve i fred og gensidighed. Jeg kalder det HUSHARMONISERING, og harmoniseringen indeholder overhovedet ingen uddrivelse eller senden bort. Nøglen til at opnå dette er altid de levende og aldrig selve bygningen eller huset. De er de levende, der skal ud af deres frygt og nervøsitet og ind i forståelse, og ånderne der skal have afleveret deres budskab med deres gode intention og derefter opfordres til at tage hensyn til de levendes særlige sensitivitet ved at mindske energiernes intensitet.

Huse er fulde af åndelig energi for de er fulde af kærlighed


Hvor kommer traditionen fra om husrensning fra? Skal vi bare videreføre den og gentage dens negative og frygtskabende syn på den åndelige verden? Mange medier tjener rigtig gode penge på husrensninger, som jo altid handler om at gøre den levende klient tilfreds og sjældent om, hvad den åndelige mener om situationen. Er det ufarligt at føre denne tradition videre for at hjælpe folk med deres frygt og angst gennem uddrivelse af noget ’ondt’ i hvor ’light’ udgave det end er? Eller giver vi omverden det indtryk, at vi stadig har et middelalderligt syn på det gode og onde, og at vi har grund til at frygte ånderne i vores egne huse, som burde være der, hvor vi skulle føle os alle mest trygge? Det sjove er, at der på normal vis altid er masser af ånder i et hvert hus: Ånder, der kender og hører til de levende, der bor der og kommer der – både åndelige vejledere (guider) og de levendes kære afdøde og alle disses venner og bekendte i den åndelige verden: De er der pga. kærlighed til de levende og vil aldrig gøre dem ondt. Der er konstant besøg fra den åndelige verden med de bedste intentioner. Skulle der virkelig være andre ånder, der kom forbi og kiggede, fordi de har boet i huset førhen og af en eller anden grund nu har fået åndelige glo-suppe til middag og vil genere de levende (som sagt som om der intet andet var de kunne foretage sig i den åndelige verden og GLO på der), så forekommer det mig alligevel usandsynligt, at de skulle være bundede til disse huse, men selv hvis de var det, så er der også alle de kærlige ånder, der kunne tage sig af disse andre ånder. Vi er hele tiden i godt selskab af ånder, der elsker os, og mon ikke de ville sørge for at holde lidt styr på tingene fra åndelige side? Så ja, huse er fulde af åndelig energi, fordi der bor mennesker i dem, og huse har altid spillet en stor rolle i udviklingen af medier og åndelig evner: Det i ens eget hjem man slapper bedst af og omgiver sig med familie og venners kærlighed og derfor er mest åben og sensitiv! Så der er en stor koncentration af åndelig energi i vores huse og hjem, fordi vi levende også har en sjæl, og dermed er vi selv både åndelig energi og fysisk energi. Derfor er de medier, som man ser foretage husrensninger på tv, oftest nødt til at heale på de levende – det er de levendes energi er der ude af kontrol – selvfølgelig som en reaktion på, hvad de har oplevet fra åndelig side. Men hvis de levendes reaktion ikke harmoniseres/afbalanceres, så vil de hele tiden gå og spørge og sige til ånder: Er her nogen? Er her nogen nu? Er du der stadig? Hold dig væk, lad mig være i fred!! Og ja, hvis man hele tiden råber sådan til ånderne, så er man da også sikker på at tiltrække deres opmærksomhed, for de vil se, hvad dette spektakel og konstante tilråben er. Og ja så kan vi næsten sige, at det er den levende verden, der generer den åndelige! Hvem spøger egentlig hvor i så fald?

Energiaftryk eller levende ånder?


Spøgelser. Det som folk og medier oplever som spøgelser, er det egentlig indtryk af aftryk af energien fra tidligere beboere og hændelser, eller er det kommunikation med selvstændige bevidste, tænkende og følende ånder? Alle steder har en energi-historie. Alt hvad, der er hændt på et sted, har afsat et energiaftryk der, og det vil kunne mærkes for altid derefter. Dvs. når jeg Thomas en gang er død, er der stadig et aftryk af Thomas, sådan som jeg var, da jeg levede og satte aftrykket, og fremtidige clairvoyante og medier og sensitive ville kunne gå ind og aflæse og føle, hvordan jeg var. Men de samtaler ikke med mig – de aflæser et aftryk: Jeg er et andet sted, nemlig i den åndelige verden og ikke i mit tidligere jordiske hjem. I den åndelige verden er jeg stadig levende og føler og tænker, og derfor kan jeg videreudvikle mig der, og derfor er jeg ikke længere helt den, som jeg var, da satte mine aftryk. Så hvis et medie vil vide, hvad jeg tænker og gør som ånd, som skal de ikke finde svaret i en aflæsning af energiaftrykkene men ved at forbinde sig med mig i et bevidstheds-fællesskab/møde og foretage en samtale. En samtale i stedet for en aflæsning. Og i en samtale handler det jo ikke kun om, hvad mediet mener, men også om, hvad ånden mener, hvorimod en aflæsning kun handler om hvad mediet mener. Så hvis du ser spøgelser eller som medie arbejder med spøgelser, så bør du sætte dig grundigt ind i, om du ser aftryk eller ser ånder. Lever du i et hus med mange energiaftryk, som du opfatter som negative, så afsæt en masse nye positive aftryk – og det er her røgelsespindene og bønnerne og healingen og masser af glad latter og andre positive handlinger kommer ind som redskaber. Lever du til gengæld i et hus med mange åndelige manifestationer, så er du nødt til at udvikle et harmonisk forhold til ånderne, og det gøre man ved at udveksle med den åndelige verden på en realistisk og afbalanceret måde.

Hvorfor går energier i huse pludselig amok?


Hvorfor skabes de så disse generende skræmmende fænomener fra åndelig side i folk huse? Hvad er åndernes formål med at forstyrre levende mennesker med energier, lyde, ting der bevæger sig osv.? Faktisk er det for at få disse menneskers opmærksomhed og bibringe dem budskaber og beskeder. Den skræmmende og negativt oplevelse af besættelse faktisk det modsatte: en kærlig omfavnelse med ønsket om at hjælpe fra den anden side. Det kan ske på en dramatisk måde, så som at døre smækker i, at lyset slukkes pludseligt så folk står i buldermørke (skræmmende nok i sig selv), og at alle elektriske ting går amok.

Nogle konkrete eksempler på åndelig aktivitet


Dette skete i en svømmehal, hvor medarbejderne til sidst blev så generede af det og bange, at de tilkaldte først det ene medie og så det næste, der foretog en rensning af svømmehallen for uønsket åndelig aktivitet, men uden resultat – faktisk blev fænomenerne kun stærkere. Til sidst havde man et tredje medie inde, som endelig førte en samtale med ånden. Ånden vidste sig at være en ældre herre, som var bange for, at der skulle ske endnu en drukneulykke med et barn, som det var sket 20 år tidligere. Ånden havde observeret, at de unge livreddere brugte mere tid på at flirte med de unge piger end med at holde øje med de badende børn. Først da denne besked blev videregivet, og livreddere skærpede deres opmærksomhed holdt de åndelige fænomener op. Og det som før blev opfattet som en besættende ånd, blev nu opfattet som en beskyttet ånd. Af dette eksempel kan man se, hvor meget udveksling og samtalen betyder. Ånden blev ikke uddrevet – en rationel udveksling fandt sted med en positiv intention om at hjælpe fra åndelig verden: De to sider af livet blev harmoniserede med hinanden. Et andet eksempel, hvor tingene fløj rundt i et hus og skræmte den unge mor til tre børn, der boede der, og hvis mand ofte var væk fra hjemmet på arbejde. Den unge mor følte sig udkørt og på grænsen til depression især efter hendes egen mor, som tit hjalp hende med børnene, var død året før. Tit råbte hun på sin mors hjælp ud i luften efter dennes død. Også så startede fænomener med de forstyrrende åndelige aktiviteter. Det viste sig at være den afdøde mor, som samlede så meget energi for at række ud efter og hjælpe efter sin datter og børnebørn, men hendes energi var for koncentreret og stærk, og derfor fløj tingene skræmmende rundt. Så det var en kærlig afdød mor forsøg på at trøste og hjælpe hendes datter og ikke en poltergejst.

Ånderne som budbringere fra din egen sjæl


Ofte sker disse hændelser og åndelige fænomener dog på en langt mere udramatisk måde, som handler om kærlighed og kærlige budskaber fra de afdøde til de levende om helt konkrete ting i disses liv. Og endnu en årsag til disse stærke fænomener, som vi oplever oftere og oftere i disse år, er at ofte har åndeverdenen rollen som dem, der skal huske de levende på eller endog gør dem stærkt opmærksomme på, at de levende selv har åndelige evner, og at disse evner skal bruges i denne inkarnation. Det kan virke uretfærdigt, at den åndelige verden skal forstyrre de levendes liv for at minde dem om deres evner og disses brug her på jorden – især når det drejer sig om børn og unge, der bliver skræmte. Men her må man huske på, hvis et menneske har åndelige evner og skal mindes derom for at bevidstgøre og bruge dem i dette indeværende liv, så sker det kun fordi dette levende menneske allerede inden, det blev født, har indgået en sjælelig aftale med sig selv, med ånderne og med livet om at i dette jordiske liv skal disse evner udfoldes. Så er ånderne ikke længere voldsomme påtvingere og vandaler men kærligt assisterende budbringere fra det levende menneskes egen sjæl. Sådan en aktivitet, der handler om påmindelse om en sjælelig kontrakt om udfoldelsen af åndelig evner, kan på ingen måde sendes væk. Kun det levende menneske kan gå ind i selv via meditation og forstå, hvem det selv er åndeligt set og derefter rådføre sig med Universet og ånderne for endeligt at vælge, hvor lidt og hvor meget og især hvordan evnerne skal anvendes og udtrykkes. Livet er ikke kun hvad egoet vælger men i høj grad også hvad sjælen vælger.

Åndelige fænomener der skyldes de levende!


Der findes også energifænomener som fx smækken med døre osv. som IKKE er igangsat af den åndelige verden overhovedet, men kommer fra det levende menneske selv. Et levende menneskes sjælelige/åndelige energi kan være så stærk og så urolig, så højspændt og ude af balance, at den skaber fænomener man normalt tilskriver ånderne men uden at ånderne er indblandede: Men i sådanne fænomener ligger der ikke budskaber fra ånderne bag. Fænomenet er mere et udtryk for et sjæl-ego forhold, der enten er kommet ud af balance og skal harmoniseres eller skal blive bevidst om sin egen åndelige krafts enorme potentiale, som så kan transformeres over i positive ytringer og aktiviteter som fx healing. En for form healing, der ikke er en typiske videregivne/kanaliserede healing fra ånderne, men hvor den levende videregiver af sin egen personlige energi, fordi denne energi er så enorm i sig selv. Det er som kun regel meget særegne sjæle, der er i stand til dette.

Hvor står vi nu? Hvordan skaber vi fremtidens holdning?


Husrensning er altså et mange-facetteret felt. Jeg nægter ikke, at de clairvoyante eller de medier, der foretager husrensninger, ikke er i deres gode ret til at gøre det, netop fordi det er deres sandhed og virkelighed. Jeg vil bare gerne have undersøgt, om vi eventuelt gentager et gammelt livssyn, som burdes fornyes? For selv de forskellige spirituelle traditioner og deres litteratur er splittede – nogle er overbeviste om det onde og besættelser og klæbeånder, andre mener det ikke er muligt. Du må selv danne dig din egen mening og sandhed ud fra dine erfaringer. Hvorfor spørger vi ikke bare ånderne? Jo det har vi også altid gjort i spiritismens historie, men selv ånderne, der udtrykker sig igennem forskellige medier, er uenige indbyrdes: Så det er ikke, fordi jeg siger, at er absolut umuligt at blive besat af en ånd på en eller anden måde. Jeg arbejder selv med trancetilstanden, hvor jeg, som min guide siger, lader mig besætte af ånden, og ånden lader sig besætte af mig. Men det foregår i kærlighed og med en overskridelse af grænserne mellem to individer for at skabe healing eller inspiration. En gensidig kærlig besættelse, og den foregår kun i momenter ikke konstant, og er totalt frivillig fra begges side. Men jeg har til stadighed ikke set et menneske eller hus på besat ’den Onde måde’.

Evolution – livet ændrer sig og den åndelige verden ændrer sig også


Måske er der behov for at se anderledes på traditionen om husrensning, fordi vi også har ændret os som mennesker her på jorden. Alt det, vi har opnået og elsket og modnet i vores personlighed igennem livet, tager vi med over i den åndelige verden, og denne sum af erfaringer er vores vibrationelle startpunkt derovre efter døden. I vores moderne tid er folk blevet mere sekulariserede dvs. mindre eller slet ikke religiøse (i traditionel forstand), mindre overtroiske (mere rationelle) og mindre voldelige (med større tolerance for andre folks særheder og forskelligheder og anderledes livsstil) og dermed burde den ankomst-vibration, der findes i den åndelige verden, også være anderledes nu end for fx 75 år siden eller 200 år siden osv. Den åndelig verden er et uendelig sted, men det er ikke et statisk sted: Det er levende og bevægeligt og bevægende – der er i udfoldelse og udvikling. Det er et menneskeligt sted. Og jo mindre frygt, vi producerer og udlever her, jo mindre angst behøver vi at smide af os ved den direkte ankomst til den åndelige verden. Den angst smides med det samme derovre. Måske ankommer vi lettere nu om dage takket være den personlige frihed og det individuelle ansvar, vi udlever for tiden på jorden? (Og der er stadig plads til gevaldig forbedring af vores liv på jorden og af vores behandling af jorden og dens levende væsener!) Når vi ikke jager og forfølger mennesker her på jorden nu, hvorfor skulle vi så pludselig begynde at hjemsøge og forfølge folk som genfærd efter vores død? Vi ved stadigvæk ikke nok om tingenes tilstand, som hele tiden ændrer sig, men vi kan ikke længere arbejde med dogmer, som bare gentages og gentages ukritisk generation efter generation. Disse dogmer er ude af trit med, hvem vi er NU. Vi må undersøge dem nærmere og gå endnu mere ind kommunikationen med den anden verden i stedet for kun at ’rense’ for den og lukke den ned. Den åndelige verden er trods alt det sted, hvor vi kommer fra, og hvortil vi også returnere efter døden: Til vores hjem i den åndelige verden, som også til den tid vil være fuld af åndelig aktivitet!


© Thomas Sonne Nielsen 2019

Copyright © Thomas Sonne Nielsen